ShippingWatch

Maersk: Skuffende fragtmængder i marts kostede rateløft

Maersk Line fik kun omkring en tredjedel af sit planlagte marts-rateløft på Asien-Europa-ruterne igennem, og det skyldtes ifølge rederiet mindre efterspørgsel end forventet.

Foto: Maersk Line

Det skyldtes mindre efterspørgsel end forventet, at Maersk Line kun fik omkring en tredjedel af sit planlagte marts-rateløft på Asien-Europa-ruterne igennem, siger Lars Mikael Jensen, chef for Asien-Europa-ruterne hos Maersk Line, der alligevel kalder det for en succes.

Med effekt fra 15. marts havde Maersk Line varslet et prisløft på 600 dollar per tyvefodscontainer, teu, på fragtruten, og mange af konkurrenterne indførte lignende prisstigninger.

Ifølge kinesiske Shanghai Shipping Exchange steg spotraten på ruten med 424 dollar per tyvefodscontainer i ugen op til, for derefter at falde sammenlagt 283 dollar over de sidste to uger af marts.

"Vi oplevede en lavere volumen end ventet i de sidste uger af marts. Det tærede på vores rateløft, men vi mærkede stadig omkring en tredjedel af stigningen. Vi anser det som en succes, da marts normalt ikke er en højsæson," siger Lars Mikael Jensen i en udtalelse til Ritzau Finans.

Udsigter til øget voluminer

Allerede en uge efter rateløftet annoncerede Maersk Line et nyt rateløft, med effekt 15. april, på 500 dollar per tyvefodscontainer fra Asien til Europa. Det sker, fordi det nuværende niveau ikke er tilfredsstillende, siger Maersk Line-direktøren.

"Handelsmængden er øget i april som ventet, og volumenudsigterne er lovende for en vellykket prisstigning 15. april," udtaler Lars Mikael Jensen optimistisk.

Branchens iagttagere er dog skeptiske omkring, hvorvidt ratestigningerne får lov til at vare ved, da der stadig hersker en ubalance mellem udbud af skibskapacitet og efterspørgsel på fragt - blandt andet på grund af tilgangen af ny kapacitet.

Ifølge analysehuset Alphaliner blev der i marts leveret 28 nye containerskibe med en samlet kapacitet på knap 200.000 tyvefodscontainere - det højeste månedlige tal i to år.

TSA: Fragtmængderne er på vej

Maersks prisstigninger næsten udraderet efter to uger

Drewry: Containerraterne kommer igen i andet kvartal 

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs