Storbritannien: Svovlreduktion i 2015 er for tidligt

Shippingbranchen har ikke tid nok til at omstille sig til de skærpede krav til svovludledning fra brændstof i de såkaldte ECA-zoner. Det mener den britiske interesseorganisation UK Chamber of Shipping.
"Vi støtter fuldt ud behovet for at reducere svovlemissionerne fra skibe, men vi er især bekymrede for, at mange ruter ikke længere vil være levedygtige, så vi efterspørger en overgangsperiode for de fartøjer, der opererer på ruterne, herunder meget stramme tidsbegrænsede undtagelser for fartøjerne, der kan gøre det muligt for teknologien at følge med og og udgøre et realistisk alternativ," siger David Balston, direktør for sikkerhed og miljø i organisationen, i en meddelelse på organisationens hjemmeside.
Hans udtalelse kommer efter offentliggørelsen af en rapport lavet på vegne af organisationen og operatører i Nordsøen og på Den Engelske Kanal. Ifølge rapporten vil 2015-reduktionen betyde, at meget mere gods vil blive transporteret på land, at 2.000 jobs inden for den maritime industri er i fare for at forsvinde, mens fragtpriserne på containere vil stige.
Organisationen understreger, at man fuldt ud støtter reduktionen af svovludledning fra skibsfarten, men at hastigheden bør sættes ned, så den tilstrækkelige teknologi er på plads. Fra 2015 må skibene ifølge de nye regler for Nordsøen og Østersøen ikke sejle på brændstof med over 0,10 pct. svovl, hvorfor fartøjerne må skifte fra heavy fuel oil (HFO) til Marine Gas Oil, når de opererer i ECA-omårderne.
Leverandører: Europæisk mangel på MGO-brændstof i 2015