Containerhavnene først klar til Triple-E næste år

De vigtige havne på Asien-Europa er ikke klar til at håndtere Triple-E skibene før fra maj 2014, fortæller Maersk Line til ShippingWatch.
Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard
AF TOMAS KRISTIANSEN

For at få den fulde gevinst af Triple-E serien skal især de vigtige havne på strengen mellem Asien og Europa være klar til at håndtere de nye mega-skibe med kraner, der kan række længere ud og nå ti containere op i højden.

Det gælder frem for alt Tanjung Pelepas i Asien (Malaysia), Rotterdam i Europa og Algeciras i det sydlige Spanien. Maersk Line regner dog først med, at havnene vil være parat til at klare de store skibe fra maj 2014. Allerede i dag er der begrænsninger på, hvor mange containere kranerne i Rotterdam kan laste i højden, hvilket betyder, at E-serien (Emma Maersk og søstrene) maksimalt kan få otte containere oven på hinanden. Det vil først ændre sig, når Maasvlakte II terminalen i Rotterdam står færdig næste år, og hertil kommer så, at de to andre nøglehavne først ventes at være parat til 18.000 teu skibene fra maj næste år.

SeaIntel: 46 nye kæmpe containerskibe indsættes i 2013  

Ifølge rederiets CEO, Søren Skou, er udrulningen af de nye mega-skibe dog først og fremmest ”et 2014 issue” forstået på den måde, at det først vil være fra midten af næste år, at halvdelen af de nye skibe er indsat, og at det dermed logistisk og forretningsmæssigt giver mening at benytte den fulde effekt.

”Vi skal have mere end halvdelen af skibene op i den store størrelse, før man kan allokere efter de 18.000 teu hver gang, og det er dér, havnene skal være klar, ” siger han.

God forretning

Søren Skou er alligevel overbevist om, at Triple-E serien på i alt 20 skibe går hen og bliver en god forretning, bl.a. fordi skibene forventes at kunne spare 25 procent energi per transporteret container.

”Jeg ser det som en naturlig udvikling, og som en forlængelse af, hvad vi har gjort igennem mange år, altså hele tiden søgt at blive mere effektive og gøre tingene til lavere og lavere omkostninger. Det er jo den eneste måde, vi kan konkurrere i den her industri. Vi kan ikke forvente, at priserne kan stige med 3-4 procent om året i al evighed. Vi er nødt til hele tiden at tage omkostninger ud, så vi kan være konkurrencedygtige. Og en meget stor del af det har vi gjort på traditionel vis, ved at gøre skibene større. Så man får en lavere enhedsomkostning.”

SeaIntel: Maersk Line har fundet nøglen til at vinde 

Stordriftsfordelen er til at få øje på, men det kræver, at havnene ud over at anskaffe sig større kraner også har ressourcerne til hurtigt at få containere af og nye på, så skibet ikke bruger for meget tid i havnen. Derfor skal der optimalt være otte kraner, for at de store skibe forholdsvis hurtigt kan komme af sted igen. Flere havne udover de tre nøglehavne viser interesse for at få at gøre sig klar til at modtage de store skibe. For uden de rigtige faciliteter kan de risikere at blive koblet af hovednettet og bliver reduceret til næst-vigtigste anløbshavn. En havn som Gøteborg er derfor også i færd med at undersøge, hvad der skal til for at blive ”Triple-E” havn. Bl.a. skal der tages hensyn til, at de nye kraner vejer så meget, at kajanlæggene skal bygges om og forstærkes.

Søren Skou forventer generelt, at de mindre skibe på 6.500-8.000 teu vil være så godt som væk fra markedet inden for et år eller to. Herefter er skibene på minimum 11.000 teu.

Triple-E indsættes med fem skibe i 2013, otte eller ni i 2014 og resten i 2015.

Søren Skou: Vi regner først med Triple-E effekt i 2014

Alphaliner: Første Triple-E hedder Mærsk Mc-Kinney Møller

Avis: Maersk Line dropper Panama-kanalen 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også