Nordea: Danmark og shipping leverer fremgang i kreditrisiko
Nordea vil se lavere risici på bankens udlån i fremtiden. Især fordi de danske bankkunder og shippingindustrien bevæger sig mod bedre tider set med kreditors øjne. Det konstaterede chefen for Nordeas kreditvurdering, bankdirektør Ari Kaperi i sit indlæg på Nordeas kapitalmarkedsdag onsdag i London.
Her præsenterede kreditchefen en opgørelse af bankens tabsprocenter fordelt på geografi, og her skiller Danmark sig negativt og med en tabsprocent på 0,71 mod en gennemsnitlig tabsprocent på 0,28 for alle de lande, banken opererer i.
"Men vi har set en nogenlunde stabil udvikling i de danske tab i en række år, og nu begynder det at gå nedad," konstaterede Ari Kaperi og henviste til forbedring af makroøkonomiske forhold i Danmark. Der sker også en reduktion i antallet af sunde engagementer, der bliver til truede engagementer, som banken skal hensætte på, konstaterede kreditchefen.
Nordea får røffel for shipping-optimisme
Branchemæssigt er det shipping, der er det svage led i Nordea portefølje med tabsprocenter på over 2.
Her noterede Ari Kaperi, at Nordea er mindre eksponeret inden for containersektoren, og det er heldigt, vurderer han, for containerindustrien lider under lave rater. Til gengæld er Nordea overeksponeret inden for olie og drilling, og det er positivt på grund af udviklingen i de sektorer.
"Omvendt er det ikke så godt, at vi også er overeksponeret inden for tank og tørlast. Men her ser vi lidt lysere udsigter nu, f.eks i antallet af nye skibe, der kommer i markedet. Det nærmer sig et holdbart niveau. Der er bedring i sigte, måske ikke i år, men fra 2014, sagde kreditchefen.
RITZAU FINANS
Nordea nedskriver stort på shipping
Nordea med i finansiering af Scorpios nybygnings-program
Shippingbankerne løfter Maersk-aktien efter regnskabet