Maersk Line satte konkurrenterne til vægs i fjerde kvartal

Efter et lovende tredje kvartal, hvor containerrederierne lykkedes med at holde indtjeningen oppe, faldt raterne igen støt i de sidste tre måneder af året, og det medførte tab over stort set hele linjen.
Alle de større containerrederier, der ved udgangen af februar har aflagt regnskab for fjerde kvartal, havde en negativ driftsindtjening. Men ikke Maersk Line, der fik en positiv EBIT-margin på 4,2 pct. trods et ratefald fra i gennemsnit 3022 dollar per fyrrefodscontainer (feu) i tredje kvartal til 2846 dollar i fjerde.
De konkurrerende rederier, blandt andre Hanjin, APL, Mitsui, Nippon Yusen og CSCL, havde en driftsmargin på mellem minus 2,8 og minus 4,8 pct. Kun K-Line var tæt på at gå i plus med en EBIT-margin på minus 0,7 pct. Det fremgår af en analyse fra Fearnley Securities.
Maersk Lines langsigtede mål er at have en EBIT-margin på 5 pct.point over konkurrenterne. Ifølge Maersk Lines egne tal var rederiet omkring 3,6 pct.point over konkurrenterne i kvartalet baseret på de foreløbige opgørelser.
Søren Skou: Indtjeningen er stadig ikke tilfredsstillende
Endnu har nogle af de største konkurrenter, navnlig CMA CGM, Hapag-Lloyd og China Cosco, ikke aflagt tal for fjerde kvartal. Især førstnævnte har over de seneste mange kvartaler klaret sig langt bedre end markedet.
Ifølge analysehuset Alphaliner varsler de store forskelle dog ikke nødvendigvis godt, da de kan udløse en ny ratekrig.
"De blandede resultater kan føre til yderligere rateustabilitet i markedet, da rederierne forfølger forskellige strategiske mål. Mens nogle rederier fastholder fokus på at genskabe overskuddet, er andre gået tilbage til at jagte markedsandele," skriver Alphaliner i sit ugebrev.
Maersk Line har den seneste tid meldt ud, at det strategiske fokus er at holde raterne oppe ved at fjerne kapacitet fra markedet, særligt på den travle Asien-Europa-rute.
Avis: Maersk Line dropper Panama-kanalen