Nordic Bulk Carriers fordobler flåden på Nordøstpassagen

Mens den internationale kamp om ressourcerne i Arktis spidser til, har den danske pioner på Nordøstpassagen, Nordic Bulk Carriers, besluttet for alvor at satse på den kontroversielle rute nord om Rusland og sætte væsentligt mere tonnage ind.
Med sin amerikanske investor og en storkunde i ryggen har Nordic Bulk Carriers ifølge ShippingWatch oplysninger bestilt minimum to 75.000 dwt Panamax skibe fra et japansk værft med option på yderligere et ukendt antal, til levering i 2014 og 2015.
Investering på halv mia kroner
Nordic Bulk Carriers flåde på den nordlige rute mellem Europa og Kina består i dag af to 75.000 dwt panamax skibe og to mindre handymax skibe (43.000 dwt), hvorfor der er tale om en markant udvidelse af tonnagen. Prisen ligger ifølge markedskilder på 30-35 mio. USD per skib, og der er dermed tale om en investering for det forholdsvis lille rederi i Tuborg Havn, der løber op i mindst en halv milliard danske kroner.
Interessen for Arktis får Kina til at designe egen isbryder
Adm. direktør Christian Bonfils, Nordic Bulk Carriers, vil ikke kommentere ShippingWatchs oplysninger, men bekræfter dog, at Nordic Bulk Carriers er ”på vej ind i sin største investering nogensinde”. Tidligere lød meldingen, at forretningen på Nordøstpassagen var et nicheområde, men nu er tonerne fra Hellerup væsentligt mere ambitiøse.
Størst på Arktis
”Vi vil være størst på Arktis, og vi mener timingen for investering er god og har finansiel opbakning fra forskellige sider,” siger Christian Bonfils, som kun vil bekræfte rederiets amerikanske aktionær, Phoenix Bulk Carriers, blandt investorerne i flådeudvidelsen.

ShippingWatch erfarer dog, at rederiets storkunde, det schweizisk-baserede handelshus Glencore International også er med i investorkredsen. Interessen fra Glencore skyldes tilsyneladende selskabets forholdsvis store aktiviteter på transport af kul fra Rusland hvor de om vinteren har brug for tonnage med is klasse.
De nybestilte skibe bliver derfor, lige som de to eksisterende 75.000 dwt skibe, isklasse-fartøjer af 1A-typen, den mest sikre.
Professor: Arktis kan blive 'gold rush'
Nordic Bulk Carriers sejlede sidste år i alt 10 ture mellem Europa og Asien på Nordøstpassagen, der bliver mere og mere tilgængelig, efterhånden som isen smelter ved Arktis. Størstedelen af Nordic Bulks Carriers omsætning hentes dog fortsat på andre regioner.
Rederiet indledte sine aktiviteter nord om Rusland som det første i verden for tre år siden. Sejladsen foregår med følgeskab af en eller to atomdrevne russiske isbrydere. Ruten er kommercielt interessant, fordi den er en tredjedel kortere end Asien-Europa via Suez.
Kurs Arktis: Dansk rederi vinder stort
Relaterede artikler:
Kurs Arktis: Dansk rederi vinder stort
For abonnenter