ShippingWatch

Forsker: Shipping-branchen overser kvindelige talenter

Den mandsdominerede kultur i shippingbranchen kan have den uheldige konsekvens, at kvinder har svært ved at komme til tops. Det betyder, at branchen går glip af resurser, der kunne være med til at forny og forbedre, fortæller antropolog Michael Flarup, der har fulgt en shippingvirksomhed gennem tre måneder.

"I den tid jeg har beskæftiget mig med shippingbranchen, har jeg set en branche, der rigtig gerne vil være innovativ, prøve nye ting og tiltrække nye folk. Men der er bare nogle grundelementer i branchens kultur og kønssammensætning, der gør, at det er sværere for en kvinde at komme op på ledelsesniveau," siger antropolog Michael Flarup.

Han har i lidt over et år beskæftiget sig med et afsluttende speciale ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole med titlen Den Kønsliggjorte Læring. I specialet har han gennem tre måneder fulgt shipping-trainees i shipping-virksomhed, som han betegner som værende i top-fem størrelsesmæssigt. Han må dog, som en del af sin aftale med virksomheden, ikke offentlliggøre navnet på den.

"Jeg startede på projektet, fordi jeg gerne ville sætte fokus på den praktiske uddannelsesform, som man  modtager som trainee, og jeg havde ikke specifikt besluttet, at jeg ville skrive om køn. Men emnet blev bare ved med at trænge sig på, og til sidst overgav jeg mig," siger Michael Flarup.'

Gennem de tre måneders observationer, der indeholdt interview med trainees og medarbejdere rundt om i virksomheden, fik han indtryk af en branche, der er præget af stærkt maskuline idealer.

"Kvinder har svært ved at komme op på ledelsesniveau. Det er delvis på grund af den måde, vores samfund er på, men der er også branchespecifikke faktorer i shipping, der gør det mere udtalt," siger Michael Flarup.

Tabte resurser

"Det kan give visse problemer og udfordringer, hvis det kun er de klassiske maskuline værdier, der værdsættes. For der er mange gevinster at hente ved at prioritere andre. Et helt jordnært eksempel er, at flere kvinder end mænd tager lange videregående uddannelser. Hvis et erhverv som shipping ikke evner at tiltrække kvinder, så er det altså en vidensresurse, man går glip af, som man måske høster i andre lande," siger Michael Flarup.

Udover de rent boglige kompetencer, er der generelt set dog en masse andre kompetencer, som enten ikke bruges, fordi der er få kvinder, eller bare ikke fremdyrkes, fordi de ikke harmonerer med den eksisterende kultur.

"Det betyder, at folk bliver en ensartet masse. Det betyder måske også, at kvinder, der gerne vil til tops, bliver nødt til at opføre sig anderledes eller mere mandigt for at få lederjob," siger Michael Flarup.

Han foreslår derfor, at man prøver at tage flere værktøjer i brug for at tiltrække kvinder.

"Hvis du ser reklamemateriale for shippingselskaber, der vil tiltrække trainees, er de fyldt med ranke unge mænd, store skibe og dyre jakkesæt. Det appellerer måske til nogle kvinder, men i vid udstrækning vil det oftest tiltrække mænd," siger han.

En anden mulighed er at prøve at få flere kvindelige rollemodeller ind i shipping, så kvindelige trainees kan spejle sig i en kvindelig mellemleder eller chef.

"Hvis man sidder i dansk shipping og overvejer, hvordan man også i fremtiden kan være førende, så er det her klart et godt sted at sætte ind."

Mere sociale mænd

Han mener ikke, at der er et ønske i shipping om at undgå at have kvinder i lederstillinger, men han peger på, at næsten alle lederstillinger er besat af mænd, og at mænd er mere tilbøjelige til at ansætte personer, der opfylder eller værdsætter de samme værdier, som de selv gør.

"Mændene i shipping er udfarende, sociale og kan godt lide at blive set og gøre opmærksomme på sig selv. Kvinderne nedtoner oftest dem selv og vil hellere have, at man lægger mærke til deres arbejde. Det kan blandt andet ses på deres påklædning, hvor mændene gør en dyd ud af dyrt tøj af høj kvalitet, mens kvinderne oftest prøver at klæde sig på en måde, der tiltrækker mindre opmærksomhed," siger Michael Flarup.

Han understreger, at mændene er kompetente til deres arbejde. De prioriterer bare den sociale side mere, og er mere tilbøjelige til at drikke en øl med kollegerne efter arbejde. Det kan skabe problemer for kvindelige medarbejdere, mener han.

"Der var mange eksempler på mænd, der havde en aftale med konen om, at hun hentede ungerne og tog sig af den slags, så han kunne blive på kontoret og arbejde og måske endda gå ud med kollegerne. Det omvendte eksempel stødte jeg dog ikke på," siger Michael Flarup.

Følg med i shipping - læs ShippingWatchs nyhedsbrev to gange dagligt - prøv det gratis i 40 dage

 

Wista: Derfor skal vi have et shippingnetværk for kvinder 

”En hårfin grænse at være kvinde i en magtposition” 

Hun lader humanisme møde købmandsskab i Torm 

Medie: HR-chef i Mærsk vækker vrede 

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs