ShippingWatch

Maersk Line: USA bliver afgørende for 2013

Maersk Lines chef i Singapore, Thomas Knudsen, tror på ratestigninger på Stillehavet. Men den økonomiske udvikling i USA i 2013 er jokeren, fortæller han til ShippingWatch.

Foto: Maersk Line

Set fra Maersk Lines asiatiske hovedsæde i Singapore er den allervigtigste streng til Europa kun en del af udfordringen i 2013, også selvom den udgør hele 40 procent af rederiets forretning. Hele Stillehavs-området og ruterne til USA kan få en afgørende positiv betydning for, hvordan den asiatiske forretning kommer til at udvikle sig næste år.

For mens de store rederier har haft mere end svært ved at få raterne op på strækningen Asien-Europa, er det gået bedre på Stillehavet, hvor medlemmerne af Transpacific Stabilisation Agreement fortsat kan diskutere og udstikke vejledende priser for markedet. Senest lavede TSA en anbefaling til sine medlemmer om at hæve priserne med 400 USD per feu til den amerikanske vestkyst og med 600 USD per feu til andre destinationer fra 1. december. Og ifølge Thomas Knudsen ser det ud til at lykkes at få gennemført højere priser på Stillehavet.

”Både 3. og 4. kvartal ser det ud til, at vi får bedre rater på Transpacific. Der er sat mindre kapacitet ind, og vores skibe til den amerikanske vestkyst har haft en belægning på 90 procent, så det ser positivt ud, og der er et håb om, at der fortsat vil være et positivt marked næste år,” siger Thomas Knudsen i et interview med ShippingWatch.

USA bestemmer alt

Helt afgørende for udviklingen på Stillehavet, og for en god dels vedkommende også på Europa-strengen, bliver den økonomiske udvikling i USA, og frem for alt om der findes en løsning på de akutte finansieringsproblemer, det såkaldte fiscal cliff, bliver løst.

”Den endelige udvikling vil afhænge af USA, så derfor er det svært at komme med et sikkert bud på udviklingen næste år, men hvis USA kan få løst de økonomiske problemer, er der grund til optimisme på Stillehavet,” lyder det fra Maersk Lines Singapore-chef.

Forventningerne til Stillehavet er ikke mindst vigtige på et tidspunkt, hvor det ser mere end grå-grumset ud for hovedruten til Europa. Ratestigningen udmeldt i november er udraderet, og flere og flere markedsaktører tvivler på, at den næste, udmeldt til at få effekt fra midten af december, bliver til noget.

Hertil kommer, at flere store containerrederier har valgt ikke at tage kapacitet ud på strækningen i modsætning til Maersk Line, Hanjin og Cosco. CMA CGM har sagt sit nye 16.000 teu containerskib Marco Polo ind, og til næste sommer sætter Maersk Line det første af sine 18.000 teu Triple-E skibe ind, selvom den økonomiske udvikling i Europa alt andet end berettiger ny og større tonnage med en forventning om negativ eller nul vækst.

”Asien-Europa så godt ud de første 4-5 måneder volumenmæssigt. Den negative vækst, vi så har set i tredje kvartal, er fortsat ind i fjerde kvartal. Vi har ment, der var behov for at fjerne kapacitet fra strengen og synes, vi har gjort vores,” siger Thomas Knudsen uden at ville vurdere, om og hvem der i givet fald ikke har bidraget til at reducerer tonnagen.

Triple-E i samarbejde

Han mener heller ikke, at man nødvendigvis skal forvente, at de nye Triple-E skibe bliver fyldt fra den dag, de sættes ind, men at man skal se den nye flåde i et bredere perspektiv. Dels kan de indgå i samsejling med andre rederier, dels vil de erstatte anden tonnage, og dels skal man ”kigge fremad” for at vurdere investeringen.

”Overordnet set vil Triple-E ikke medføre mere kapacitet. De passer godt med vores mål om at vokse med markedet, men i starten vil der naturligvis være tale om en indfasning. Det oplevede vi også med E-klassen, der har plads til 15.000 teu, og nu har sejlet i 3-4 år,” siger Thomas Knudsen.

Han er dog overbevist om, at forventningen om vækst på lang sigt i Asien vil holde stik. Især udvalgte asiatiske markeder har Maersk Line store forhåbninger til. Det gælder lande som Malaysia, Thailand, Vietnam, Myanmar, hvor rederiet arbejder ud fra en vækst i 2013 fra 4,7 procent (Malaysia) til 6,0 procent (Vietnam) og endnu mere i de stadig små markeder som Papua Ny Gunea og Myanmar. Singapore forventes også at rejse sig igen fra en vækst i år på 1,7 procent til 4,1 procent næste år.

”Vi ser, at nogle af de nye markeder overtager væksten fra Kina. På længere sigt tror vi derfor på, at væksten i Asien vil være høj,” siger Thomas Knudsen.

Containerrederne er tilbage i rødt

Shippinganalytikere: Container-rater vil ligge fladt ind i 2013

Containerimport til USA faldt med fem procent i oktober 

Mere fra ShippingWatch

Ugens bedste historier på ShippingWatch

Nu er det produkttankrederier som Torm, Norden og Odfjells tur til at holde indtjeningsfest. Maersks topchef, Søren Skou, må derimod forsvare rederiets lave skattebetaling, mens DFDS er lun på flere opkøb i logistik og har pengene til det.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs