Hanne B Sørensen: Vi er stadig åbne for et godt tilbud

Selvom Maersk Tankers nu er barberet ned fra otte til seks segmenter inden for få måneder, er interessen for frasalg ikke svækket. CEO i Maersk Tankers, Hanne B Søresen, vil modtage gode tilbud med interesse, siger hun til ShippingWatch.
Foto: Maersk Tankers
Foto: Maersk Tankers

Salget af samtlige 11 Handygas-skibe i Maersk Tankers til det amerikanske Navigator Gas bliver ikke nødvendigvis det sidste frasalg i den skrantende tank-division, der tabte mere end halvanden mia. kr. bare i tredje kvartal 2012. Maersk Tankers CEO, Hanne B. Sørensen, siger til ShippingWatch, at rederiet nu har fået en god portion kapital fra salget af tankdelen Small Northwest Europe til den svenske Thun Group og det seneste frasalg af de 11 Handygas-skibe. Men rederiet kigger fortsat på behovet for en reduktion af selskabet for at få en fornuftig forretning, siger hun.

Åben for et godt tilbud

"Vi vurderer stadig, om der er brug for mere, men her var der tale om en stor milepæl og en god deal for os. I går lukkede vi aftalen endeligt med Navigator, og det er godt, da vi har været alt for diversificerede på forskellige segmenter inden for tankområdet. Nu har vi taget to gode bidder, men den kommende udvikling vil afgøre behovet for flere tilpasninger. Så kommer der et godt tilbud, vil vi da kigge på det," siger Hanne B. Sørensen.

Stor-investoren Wilbur Ross spøger igen i dansk shipping 

Hun vil ikke afsløre prisen for Handygas-segmentet og heller ikke pege på, hvor mange segmenter, Maersk Tankers ideelt set bør bestå af. Handygas-området var dog relativt stort og stod for 10-12 procent af den investerede kapital i Maersk Tankers.

Investering i retrofit

Maersk Tankers vil bl.a. bruge en del af den nye kapital fra frasalget på at optimere sin VLCC-flåde med retrofit, som i første omgang skal installeres på supertankeren Ilma Maersk. Efter nogle måneder vil Maersk Tankers vurdere, om der opnås den ønskede effekt (omkring 7-8 procent besparelse på brændstof), hvorefter målet er at installere brændstofbesparende retrofit på hele flåden, som vurderes at kunne give en samlet årlig besparelse på 30 mio. USD.

Maersk Tankers sælger skibe til svensk reder 

Hanne B Sørensen mener dog stadig, at den store overkapacitet af tankskibe er den helt afgørende udfordring for branchen, som sandsynligvis må slås med for mange skibe i flere år endnu. Derfor har Maersk Tankers da også besluttet at lægge to VLCC-skibe op for at reducere flåden.

Lang tid til balance

"Problemet er, at der er alt for mange skibe på markedet, og vi skal sandsynligvis flere år frem, før der kommer en balance. Vi vil godt vise ansvarlighed og har derfor besluttet at lægge to VLCCere op. Fra 2008 og til i dag er der kommet 18 procent flere VLCCere på markedet, mens efterspørgslen efter olie kun er steget med syv procent, så overkapaciteten er massiv," siger hun.

Hanne B. Sørensen har tidligere fortalt ShippingWatch, at hun har fået en henvendelse om køb af forretningen i Singapore. Maersk Tankers har haft underskud i flere år og blev udskilt som et selvstændigt aktieselskab i august i år, som af mange blev betegnet som forberedelsen på et frasalg af aktiviteter.

Stor-investoren Wilbur Ross spøger igen i dansk shipping 

Maersk Tankers frasælger hele Handygas-flåden

Analytikere: Salg af Broström-skibe dyrt for Maersk

Nils Smedegaard har "stor tålmodighed" med Maersk Tankers 

Hanne B. Sørensen: Maersk Tankers overvejer flere frasalg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også