Ny Lauritzen CEO: Vi kan kun afvente en bedring på bulk

Tørlastmarkedets elendighed skyldes verdensøkonomiens trælse tilstand, og den er svær for det enkelte rederi at ændre. Derfor må J. Lauritzen blot lade tiden gå og  håbe på bedring for bulkmarkedet, der står for halvdelen af rederiets forretning, siger rederiets kommende CEO, der tiltræder i februar 2013.

Bulkmarkedet er en trist affære, som de senere år har hevet J. Lauritzens resultat nedad, fordi bulk er halvdelen af rederiets butik. Det er svært at vende den udvikling selv, siger Jan Kastrup-Nielsen, der netop er blevet udnævnt til ny adm. direktør i J. Lauritzen til ShippingWatch.

"Hvornår markedet bliver bedre, er svært at svare på. Der er jo ingen, der kan trylle. Vi er afhængige af nogle eksterne faktorer, og der bliver nødt til at være et bedre marked, før tørlastmarkedet og dermed vores underskud vender," siger Jan Kastrup-Nielsen, der tiltræder sin stilling i februar 2013.

Krisen i shipping kan kræve sit største offer 

Han understreger, at det er tørlast, der er Lauritzens hovedpine, mens rederiet tjener "ganske gode penge" på sit nyere forretningsområde med hotelskibe til offshoreindustrien. Gasdelen kører fornuftigt, og tankforretningen hænger sammen uden underskud, men til gengæld heller ikke med overskud.

Lauritzen-joint venture bestiller første nybygning 

"Det er i halvdelen af forretningen, vi har et problem. Man kan altid arbejde med sine processer og optimere, men det kan ikke ændre på, at vi er i et marked, hvor vi ikke kan skabe muligheder. Vi kan bare være klar til at se dem, når de kommer, og så arbejde for at bevare entusiasmen og optimismen," siger Jan Kastrup-Nielsen.

Optimismen er til at overse hos ham selv. I hvert fald når det drejer sig om udsigterne til markedsudviklingen i de kommende år.

"Vores opfattelse er, at 2013 bliver et hårdt år. Der er kommet nogle ting på plads i USA og Kina lige nu, der kan føre til nogle ændrede politikker, men når det gælder Europa, er det svært at se, hvor en bedring skulle komme fra i 2013. I anden halvdel af året begynder der nok at ske nogle ting, men det bliver stadig en hård kamp - både for tørlast og for tank," siger Jan Kastrup-Nielsen.

J. Lauritzen klar til flere salg af obligationer 

Han vurderer, at J. Lauritzen ikke skal prøve nye strategier af eller ændre forretningsfokus i de kommende år. Man har lært, hvad man skulle af den igangværende shippingkrise, og det har rederiet allerede handlet på.

"Nu har vi brugt tre til fem år på at lære en masse af, hvad der er sket og fundet ud af, at i forhold til modparter skal man have sin hovedaktivitet i samme sektor. Det er jo altid nemt i bagklogskabens klare lys, hvad man skulle have gjort anderledes. Kigger man på 2007, vil man altid kunne gå og ønske sig det ene eller det andet. Jeg synes, det vigtigste er, at vi har en god og dygtig organisation. Det er måske mere værd end skibe," siger Jan Kastrup-Nielsen.

Udtalelserne fra den kommende adm. direktør ligger i forlængelse af, hvad den afgående adm. direktør Torben Janholt nævnte i forbindelse med halvårsregnskabet over for ShippingWatch.

"Vi synes, det er slemt. Altså markedet er jo fuldstændig underdrejet på tank og tørlast. Bulkmarkedet har været på meget lave niveauer, og det kan blive rigtig slemt," sagde adm. direktør Torben Janholt om halvårsregnskabet, der viste en stigning på knap 100 mio. USD i omsætning til 365 mio. USD, mens resultatet før skat faldt til minus 67,2 mio. USD fra 4,6 mio. USD i første halvår 2011.

Avis: J. Lauritzen har fundet Torben Janholts afløser

J. Lauritzen i svær balancegang

Torben Janholt: Jeg fortryder kun én ting 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også