Smedegaard: "Helt sikkert mere potentiale i slow steaming"
Der er basis for at sænke farten endnu mere i flåden, både hos Maersk Line og i Maersk Tankers, mener CEO i Maersk gruppen, Nils Smedegaard Andersen.
Slow steaming har allerede betydet væsentlige besparelser for Maersk Line og mange af konkurrenterne, men har også reduceret Maersk Lines kapacitet i andet kvartal af i år, som det fremgik tirsdag af Maersk gruppens halvårsregnskab. Men målet er slet ikke nået endnu.
"Jeg tror, der er muligheder for at justere yderligere på slow steaming. Det afhænger dog af, hvad konkurrenterne gør. I øjeblikket slow steamer og super slow steamer vi en del på vores flåde, men effekten bliver mindre, jo længere man kommer ned i fart, relativt set, og vi har taget det store hug. Alligevel er jeg sikker på, at der er mere potentiale," siger Smedegaard Andersen til ShippingWatch.
Også for tankskibe
"Det er mest udviklet inden for Line. Fra naturens hånd er tankskibe langsommere, men der er jo ingen grund til, at de ikke skulle sejle endnu langsommere. Der er jo masser af kapacitet, så kunderne kan få en god service, og de sparer mere fuel ved at sejle langsommere, end de betaler for de ekstra dage, og ellers kan man jo sejle langsommere tilbage."
Slow steaming og de længere sejltider har medført, at der er brug for at indsætte flere skibe på væsentlige containerruter, ligesom brændstofforbruget pr. FFE faldt med otte procent i andet kvartal 2012 sammenlignet med andet kvartal 2011. Det er noget, der kan mærkes i en tid, hvor fuelomkostningerne fylder en del på udgiftssiden. I første kvartal af i år lå brændstofprisen 10 procent højere, og de samlede brændstofomkostninger steg med 13 procent til USD 1,9 mia. for Maersk Line i forhold til samme periode i 2011.
Af tal fra Bloomberg, der er gengivet i Maersk Gruppens halvårsregnskab, fremgår det endvidere, at gennemsnitsfarten i verdensflåden er faldet fra små 16 knob i første kvartal 2009 til nu 13 knob. Vel at mærke med en tendens til, at farten stiger igen fra første til andet kvartal i år.
Seaintel: Super slow steaming er ikke nødvendigvis super godt
Maersk Line vil spare 1,3 mia. USD årligt i brændstof fra 2014
Clipper: Slow steaming kan spare 20 pct på brændstof
Maersk Line forventer "beskedent positivt" resultat for hele 2012