DFDS i nyt drama i Den Engelske Kanal

Det ligner optakten til et nyt dramatisk kapitel i Den Engelske Kanal for DFDS og konkurrenten P&O Ferries, der agter at forsvare deres positioner på ruterne mellem Dover og Calais over for Eurotunnel, der har en markedsandel på omkring 40 procent. Alvoren for DFDS blev understreget tirsdag i en meddelelse til Københavns Fondsbørs om, at den danske rederi- og logistik-koncern har udtrykt sin bekymring over for EU-kommissionen, efter at Handelsretten i Paris har besluttet at sælge de tre tidligere SeaFrance-færger samt andre aktiver til Eurotunnel efter en budproces, som DFDS og den franske joint venture partner LDA også deltog i.
Samme frygt for konkurrenceforvridning gav DFDS-konkurrenten P&O Ferries udtryk for i januar i år, da Eurotunnel første gang luftede sine planer om at blive færgeoperatør og købe SeaFrance. I stedet satte DFDS sig på ruterne. Dog uden de tre færger, som Eurotunnel nu har købt.
"Hvis vi føler, at konkurrencereglerne bliver overtrådt af vores største konkurrent på på Kanalen, vil vi protestere voldsomt til konkurrencemyndighederne for at beskytte vores position," oplyste en talsmand for P&O til Financial Times i januar.
Alvorlig situation
I DFDS giver CEO Niels Smedegaaard udtryk for alvorlig bekymring over for ShippingWatch om markedssituationen i den trafikerede engelske kanal, som netop syntes på vej til en normalisering efter flere års uro i SeaFrance.
"Der er ingen tvivl om, at det her ikke er, hvad vi havde håbet på. Vi er fortsat en smule påvirket af hele forløbet op til lukningen af SeaFrance, hvor der var involveret statsmidler og alt mulig andet. Vi havde håbet på, at markedet nu endelig havde fundet et nyt leje. Nu må vi se, hvad det er for en konstruktion, hvordan det skal drives, med hvilke midler og hvem, der skal finansiere det. Indtil det er på plads, må vi afvente. Er det fair og lige konkurrence, tager vi det med. Er det ikke det, begynder vi for alvor at få bekymringer, hvis det begynder at lugte af statslige og regionale tilskud," siger Niels Smedegaaard.
DFDS har i dag fem skibe, der betjener kanalen. Fem skibe, der sejler ud af Dover med tre til Dunkerque og to til Calais.
Smedegaard: Unødvendig kapacitet
"Det er ingen hemmelighed, at vi mener, det er helt unødigt med ekstra kapacitet. De to færgeoperatører i dag (DFDS og P&O, red.) er nået op på 95 procent af den kapacitet, der var dengang, SeaFrance også sejlede. Dertil kommer, at tunnelen har øget sin frekvens med togene. Vi forsøger at strukturere og reorganisere os frem til en fornuftig markedssituation forskellige steder. Der var vi på vej hen i Den Engelske Kanal, og det så fornuftigt ud.
Nu har vi en ny udvikling, som de færreste formentlig havde set komme: At Eurotunnel nu vil ind og drive skibe, og hvor selv deres egne aktionærer samt analytikere har meget svært ved at forstå dette træk. Vi har skabt 300 nye jobs primært i Frankrig, og det mener vi også, at franskmændene burde fokusere på: At man ikke lever i en fantasiverden ved at tro, at man kan skabe 500 job i deres selskab og samtidig tro, at det ikke vil få en eller anden påvirkning," siger Niels Smedegaard.
DFDS har i dag en samlet markedsandel på omkring 18 procent, P&O Ferries anslået 30 procent (Jan. 2012, red.), mens tunnelen menes at overstige 40 procent i markedsandel, hvilket falder ind under EUs regler om fusionskontrol.
Køb af SeaFrance færger glippede for DFDS
Opgøret i kanalen har sat sine spor i DFDS
Han skal styre de franske søfolk
DFDS har budt på Seafrance-skibe
Relaterede artikler:
Køb af SeaFrance færger glippede for DFDS
For abonnenter