Redere tegner dystert billede for den internationale skibsfart

Den internationale rederiforening, International Chamber of Shipping, forventer usikkerhed, kronisk overskud af tonnage og høje bunkerspriser de kommende år.
Foto: Hyundai Merchant Marine
Foto: Hyundai Merchant Marine

Den internationale rederiforening tegner et meget dystert billede af fremtiden for shipping-sektoren globalt set i årsrapport 2012, der netop er udkommet. Økonomisk usikkerhed i Europa, lavere vækst end forventet i Kina, tårnhøje bunkerspriser og alt for meget tonnage på verdenshavene er den farlige cocktail for erhvervet, fremgår det af rapporten:

"Som denne årsrapport tydeligt viser, vil de næste par år blive meget svære, med global økonomisk usikkerhed, et kronisk overskud af tonnage, og et kæmpe stort omkostningspres, ikke mindst for bunker, eftersom vi bevæger os imod at anvende brændstof med lavt svovlindhold. Rederne kan også se frem til at skulle betale milliarder af dollars om året for CO2 udslip, på trods af at være den klart mest energieffektive kommercielle transportform. De nye krav for håndtering af ballastvand er også en seriøs udfordring, både hvad angår teknologisk og økonomisk bæredygtighed," skriver International Chamber of Shipping (ICS) i rapporten.

Afdæmpet Kina

ICS skriver endvidere, at visse dele af shippingindustrien i et vist omfang er blevet beskyttet imod konsekvenserne af den svage globale økonomi igennem den fortsatte vækst i Asien, "især drevet af Kinas utrættelige udvidelse og dets tilsyneladende umættelige efterspørgsel efter råmaterialer."

"Men Kina meddelte tidligt 2012 en intention om at foretage en afdæmpet afbalancering af deres økonomi, med mindre fokus på massiv udvikling af infrastruktur, og derimod omdirigering af ressourcer til øget personligt forbrug. Mens Kina stadig ventes at fortsætte sin vækst med imponerende hast, kan denne ændring have implikationer for den fortsatte udbygning af Kinas efterspørgsel på shippingservices," påpeges det i rapporten.

Om finansieringsmulighederne i fremtiden lyder det:

"Mens den nuværende recession i Eurozonen nærmest med garanti vil have en negative effekt på de globale shippingmarkeder, så vil en forværring af Eurozonens krise have en endnu voldsommere effekt på den globale økonomi. Her og nu betyder den europæiske gældskrise, at en af skibsfinansieringens største kilder er tæt på at være udtørret, da de fleste større shippingbanker ligger i Europa." 

 

Lloyd´s Register mærket af shippingkrisen

S&P: Langvarig krise i bulksektoren 

Verdensøkonomiens tøven rammer shippingindustrien 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også