Rederne: Vi må ikke give piraterne et nyt værktøj

Danmarks Rederiforening mener ikke, man skal holde op med flyangreb, fordi somaliske pirater truer med henrettelser af gidsler. Det vil lede til, at piraterne også bruger den trussel i andre henseender, mener Jan Fritz Hansen. Truslerne er kommet efter EU Navfor angreb en piratbase fra luften.
"Hvis vi holder op med at lave flyangreb nu, så kan piraterne bruge den trussel i alle mulige andre tilfælde. Det vil jo betyde, at vi ikke kan bruge nogen som helst af de værktøjer, vi har som internationalt samfund," siger Jan Fritz Hansen til ShippingWatch.
Somaliske pirater har udtalt til Somalia Report, at de var parate til at henrette gidsler, hvis der skete flere flyangreb mod deres baser, ligesom det der blev foretaget tirsdag.
"Ja, de angreb os i aftes og ødelagde to speedbåde og tre trappestiger, men der var ikke nogen dræbte. Vi vil ikke lade dem angribe os igen. Næste gang bliver vores svar at dræbe de gidsler, som vi holder. Vi har mange gidsler, så hvis de vil have dem til at leve, skal de stoppe disse luftangreb," siger Ali Mumin, der er pirat i Ilays-gruppen fra Harardhere, til Somalia Report. Ilay-gruppen har tidligere holdt det italienske MV Savina Caylyn fanget.
Jan Fritz Hansen ser ind til videre kun truslen som det den er. En trussel. Han mener, der er en indbygget eskalering i pirat-problematikken.
"Når vi beskytter skibe bedre, vil de bruge hårdere midler for at komme i bord i dem, og på den måde vil der hele tiden være en indbygget eskalering. Det ser vi så et eksempel på her," siger Jan Fritz Hansen. Han understreger, at hvis piraterne begynder at henrette de tilfangetagne gidsler, vil det bringe problematikken om pirateri op på et helt andet niveau end tidligere.
"Det er jo en kæmpe eskalering, hvis piraterne begynder at slå gidsler ihjel. Så er det en helt anden sag end den forretningsmodel, piraterne har haft ind til nu. Og det kan jo også betyde, at det internationale samfund bliver nødt til at tage endnu stærkere midler i brug," siger Jan Fritz Hansen.
Medie: Pirater truer med henrettelser efter luftangreb