Maersk Line: Udbredt korruption rammer shipping hårdt
Med hele verden som arbejdsplads og hyppig kontakt med embedsmænd og myndigheder er shippingindustrien sårbar over for forsøg på korruption, bestikkelse og krav om såkaldte facilitation payments, der kan have alvorlige konsekvenser for mandskab, ansatte og skibe, som kan holdes tilbage, hvis rederierne ikke accepterer betalinger. Det fastslår Maersk Line i sit nye udspil, Sustainability Progress Report, også kaldet Route 2.
Problemet er omfattende og en udfordring for hele industrien, mener rederiet, som i slutningen af 2010 var initiativtager til det internationale netværk Maritime Anti-Corruption Network (MACN). Men det er en lang vej, der også kan koste forretningsmuligheder, påpeger Maersk Line: ”Når man bekæmper korruption, udfordrer man selve normen i nogle lande, påpeger rederiet, som erkender, at nægtelse af facilitations payments over for en embedsmand kan begrænse efterspørgslen i ét land og føre til alvorlige konsekvenser i andre:
En kæmpe udfordring
"Korruption har udviklet sig til en af de største udfordringer i verden, og har ødelæggende konsekvenser, der vanskeliggør økonomisk vækst og en stabil udvikling i mange lande og i erhvervslivet. I nogle lande er korruption vidt udbredt og infiltrerer de fleste forhold i deres samfund, hvor virksomheder ofte møder korruption og krav om bestikkelse under møder med myndighedspersoner,” skriver Maersk Line, der understreger, at shippingindustrien konstant og vedvarende stilles over for krav, selv om mange kan være ret banale såsom kontanter, cigaretter og drinks. Ikke desto mindre kan det være nok til at forpurre kostbare havneoperationer.
Maersk Line har nul-tolerance i sager om bestikkelse, og rederiet havde sidste år 19.740 ansatte på anti-korruptionskursus og har etableret et obligatorisk e-learning kursus for samtlige ansatte. Over 470 ansatte er desuden blevet undervist i high risk lande.
Det ultimative mål
”Vi er modstander af facilitation payments og arbejder aktivt på et reducere dem med det ultimative mål, at de bringes til ophør. Vores politik forpligter os til at arbejde mod korruption ved konstant at fokusere på tiltag, der bekæmper det,” hedder det i Route 2.
Ansatte ombord på Maersk Lines skibe er ligeledes forpligtet til at indberettet tilfælde om udfordrende situationer, som det kaldes. Målet er, i lighed med arbejdet i Maritime Anti-Corruption Network, at udvikle en best practise og ikke mindst dokumentere det og gøre de enkelte sager målbare helt ned i detaljen om hvert enkelt tilfælde og for at konstatere, hvor i verden det finder sted.
Ambitionen med netværket MACN er bl.a., at containerrederne skal optræde samlet og støtte nationale myndigheder. Netværket er repræsenteret af rederier og andre i shippingindustrien, der har sit hovedsæde i Danmark, Norge, Tyskland, Storbritannien, USA og Sverige.
Maersk Line har i dag ansat dedikerede medarbejdere til at håndtere sager om facilitation payments.
Læs hele Maersk Lines redegørelse, Fighting Corruption, på ShippingWatch
Maersk Line: Fighting corruption
Maersk: Shippingbranchen mangler åbenhed om miljøet
Maersk Line vil skærpe miljøkrav til rederierne
SeaIntel: Miljøkrav vil støtte Maersk Line kommercielt