Hr. Møllers død bevægede markedet

Mærsk Mc-Kinney Møllers død i en alder af 98 år skabte mandag travlhed på erhvervsredaktioner og satte et tydeligt fingeraftryk på aktiemarkedet.
Foto: Rederiforeningen
Foto: Rederiforeningen
AF RITZAU FINANS

 

Mærsk-aktien steg i minutterne efter Hr. Møllers død og medvirkede til at løfte C20-indekset yderligere. Samtidig faldt Dansk Bank. Det handlede selvfølgelig ikke om manglende respekt for Hr. Møller men om, at nogle på aktiemarkedet forudså, at der kan være ændringer under opsejling på Esplanaden. Og her blev blandt andet ejerskabet af Dansk Supermarked og ejerposten på 20 pct. af Danske Bank nævnt som forretningsaktiviteter, som kan blive taget op til revurdering. En markedsdeltager nævnte desuden en opsplitning af Mærsk i en shippingdel og en olieforretning som noget, der vil gavne børsværdien. Flere handlere afstod helt fra at kommentere kursudviklingen i aktien af frygt for at blive misforstået, og erhvervslivets spidser, statsministeren og også kongehuset var hurtige til at tilkendegive deres respekt.

Mærsk-aktien sluttede 0,8 pct. højere i kurs 41.600 mod kurs 41.400, kort før Hr. Møllers død blev offentligt kendt. I de aller hektiske minutter sent på formiddagen lå aktien en overgang over 5 pct. højere. Baggrunden var ifølge formueforvalter i Formuepleje Otto Friedrichsen, at nogle investorer tilsyneladende spekulerede i, at der vil blive løst mere op for selskabet, og at gennemsigtigheden i Mærsk-regnskaberne kan blive øget.

"Der er stadigvæk meget, vi som udgangspunkt ikke kender noget til, og man kan sige, at hvis vi får mere gennemsigtighed i de tal, der præsenteres på kvartalsbasis, så vil det kunne gøre, at noget af den værdi, der måske ligger skjult i Mærsk, vil kunne komme frem i lyset, "siger Otto Friedrichsen.

En anden markedsdeltager pegede på, at bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen næppe kan være tilfreds med kursudviklingen i Mærsk-aktien. Kursen er stort set uændret i forhold til niveauet i december 2003, da Pram Rasmussen overtog formandskabet.

RITZAU FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også