Formuepleje: DSV-rivals regnskab er overvejende godt nyt

Kuehne + Nagels regnskab for første kvartal af 2012 var mest af alt skuffende, men der er alligevel gode takter at læse for DSV's investorer. Det vurderer Otto Friedrichsen, formueforvalter i Formuepleje.
AF RITZAU FINANS

- For DSV er det nok mest iøjnefaldende, at toplinjen overrasker. Det er helt klart positivt, siger Otto Friedrichsen til Ritzau Finans.

K+N reddede en omsætning på 4,83 mia. sfr. hjem - nogenlunde det samme som i første kvartal af 2011 - hvor markedets forventning ellers var et fald til 4,6 mia. sfr. ifølge Bloomberg.

Til gengæld var der højere omkostninger, hvilket kostede på driftsresultatet, der både var dårligere end estimaterne og sidste år. Det fik topchef Reinhard Lange til at kalde resultatet for "utilfredsstillende".

- Omkostningerne trækker ned hos Kuehne + Nagel, men vi ser ikke det samme pres på driften hos DSV, vurderer Otto Friedrichsen.

Især inden for søfragt oplevede K+N driftspres, da de store containerrederier i marts begyndte at presse store rateforhøjelser igennem. EBITDA-marginen faldt til 30,3 pct. mod 35,9 pct. i samme kvartal året før, og driftsresultatet dykkede med 15,2 pct.

- Raterne er et tema, og det bliver interessant at se, hvordan DSV har håndteret ratestigningerne. Umiddelbart har K+N ikke kunne sende dem videre til kunderne endnu, og det giver et ganske betydeligt indtjeningsfald inden for søfragt, siger Otto Friedrichsen.

DSV kommer med sit kvartalsregnskab 27. april.

Mandag morgen falder DSV-aktien med 0,7 pct. og ligger dermed næstnederst i C20-indekset. K+N-aktien falder til gengæld med hele 4,2 pct. på børsen i Zürich.

RITZAU FINANS

Kuehne + Nagel fik "utilfredsstillende" kvartal

Containerrateudvikling viser gode takter

DSV får bøde på 379.000 euro af EU i kartelsag 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også