Stadil-familien lander endnu et trecifret million-overskud i sit shippingselskab

Thorco Projects buldrer videre og har nu tjent i omegnen af en halv mia. kr. på to år. Selskabet er ejet af Stadil-familiens Thornico-koncern.
Thorco Projects er ejet af Thornico-koncernen, hvor Christian Stadil er adm. direktør og eneejer, mens hans far, Thor Stadil, er formand. | Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Thorco Projects er ejet af Thornico-koncernen, hvor Christian Stadil er adm. direktør og eneejer, mens hans far, Thor Stadil, er formand. | Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Thorco Projects, som er Stadil-familiens shippingselskab, kan for andet år i træk fremvise et usædvanligt stort plus på bundlinjen.

Overskuddet for 2022 lander i 38,6 mio. dollar – eller hvad der svarer til 260 mio. kr. ved dagens kurs. Det er nogenlunde på niveau med året før, hvor resultatet endte på 40,8 mio. dollar.

Dermed har Thorco Projects tjent over en halv mia. kr. på to år.

”2022 viste sig at være bedre end forventet for gruppen og for shippingindustrien generelt,” skriver ledelsen i regnskabet.

Thorco Projects er ejet af Stadil-familiens koncern Thornico, som også står bag sportsmærket Hummel og den børsnoterede æggebakke-producent Brdr. Hartmann.

Shippingselskabet bliver drevet som en operatør, hvor flåden hovedsageligt består af projektlastskibe, der bliver lejet ind på kontrakter af forskellig længde.

Projektlast dækker over besværligt gods som f.eks. turbiner og vindmøller. Ofte kan skibene også have containere ombord.

Ligesom mange andre dele af shippingindustrien har projektlast haft en fest under pandemien, hvor hjælpepakker satte fut i økonomien.

Samtidig tegner fremtiden lys for netop projektlast, fordi mange lande har lanceret store ambitioner om at sætte flere vindmøller op.

Thorco Projects forventer, at 2023 bliver endnu et udmærket år, men ikke i samme omfang som i de ekstraordinære pandemi-år 2021 og 2022.

ShippingWatch har været i kontakt med Thorco Projects, som ikke umiddelbart har noget at tilføje til regnskabet.

Sidste bid af shipping-eventyr

Selskabet er den sidste tilbageværende del af Stadil-familiens store satsning inden for shipping. Forretningsmodellen står dog i kontrast til tidligere, hvor koncernen i stedet satsede stort på at eje skibe.

Efter finanskrisen købte koncernen op af skibe, til hvad der dengang lignede fordelagtige priser. Markedet var dog lang tid om at rette sig igen, og eventyret endte i stedet i en stor konkurs i maj 2020.

Siden da er kravene væltet ind, mens kuratorerne har sagsøgt Thornico-koncernen for over 120 mio. kr. En række direktører er desuden indstillet til konkurskarantæne.

Kuratorerne har tidligere oplyst, at de også arbejder på at rejse ekstern finansiering til at anlægge et erstatningskrav på ca. 200 mio. kr. mod Thor Stadil og Thomas Mikkelsen, som er adm. direktør i Thorco Projects.

Thor Stadil har gentagne gange afvist alle anklager om urent trav og har desuden givet udtryk for, at han føler sig personligt chikaneret af både kuratorerne og kreditorerne, hvoraf flere er japanske skibsejere. 

Han forventer at trække det længste strå i alle slagsmålene, som er opstået, efter at rederiet krakkede.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også