ShippingWatch

Grieg og Wärtsilä vælger designer til ammoniakdrevet tankskib

Grieg og Wärtsiläs nye ammoniakskib MS Green Ammonia skal søsættes i 2024, og de to selskaber har nu sat navn på den virksomhed, der skal designe skibet.

Foto: Grieg Maritime Group

MS Green Ammonia er et tankskib og et samarbejdsprojekt mellem selskaberne Grieg Edge og Wärtsilä, hvor det maritime arkitekturfirma LMG Marin nu slutter sig til holdet for at designe skibet, der efter planen skal transportere og samtidig drives af ammoniak.

LMG Marin har rig erfaring med skibsdesign, og senest har marinarkitekterne modtaget en pris for deres arbejde på det brintdrevne skib Hydra. Det er denne erfaring, som Grieg Edge planlægger at trække på.

"LMG Marin er en af de globale frontløbere, når det kommer til innovativt skibsdesign. Deres kompetencer og erfaring med brintdrevne fartøjer vil være højst værdifulde for os i dette projekt," siger Nicolai Grieg, chef for Grieg Edge.

Hurtig udvikling

MS Green Ammonia er et tankskib, der skal transportere grøn ammoniak, men også være drevet af grøn ammoniak som brændstof. MS Green Ammonia kommer til at distribuere ammoniak fra en fabrik i Berlevåg i Nordnorge til en række slutbrugere langs den norske kyst. En anden del af projektet er at få Svalbard, en norsk øgruppe i Det Arktiske Ocean, til at skifte fra at bruge kul som energikilde til at bruge grøn ammoniak.

Foto: Grieg Edge
Foto: Grieg Edge

En anden mulig stor kundegruppe er redere, der i øjeblikket bruger LNG som brændstof, eftersom det kan være en mulighed at blande ammoniak ind i LNG afhængigt af, hvordan motoren er bygget. Retrofitting til udelukkende ammoniakbrug kan være en anden nem løsning ifølge Grieg Edge.

ShippingWatch har tidligere skrevet, at projektet landede sin finansiering gennem den norske ordning Pilot-E og havde sikret sig 46,3 mio. norske kr. i december sidste år, samt at planen er at have søsat fartøjet i 2024.

Dermed er projektets gaspedal presset i bund, og selskabet vil bruge de næste måneder på at se på designmulighederne, men målet er ifølge Grieg Edge at sikre en principiel godkendelse (Approval In Principle, AIP) fra et klassificeringsselskab allerede i sommeren 2022.

Grieg Edge er Grieg Maritime Groups innovationscenter, der har bæredygtighed som et forretningskrav.

Oversættelse: Jonas Sahl Hollænder

Yara vil etablere bunker-facilitet og distribution af grøn ammoniak i Japan 

DNV-topchef: Ammoniak og metanol er først bredt tilgængeligt om ti år 

Partnerskab vil bygge bunker-facilitet til ammoniak i Norge 

Wärtsilä er snart klar med motor der kan bruge ammoniak-blanding 

Mere fra ShippingWatch

Røkke topper igen opgørelse over Norges rigeste

Aker-ejer Kjell Inge Røkke har igen indtaget pladsen som Norges rigeste, når det kommer til den samlede formue ifølge Norges skattelister. Norsk-cypriotiske John Fredriksen optræder ikke på listen.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs