ShippingWatch

Thor Stadil satser på at leje skibe efter store tab som reder

En "light-model" uden ejerskab af skibe skal bringe Thor Stadils shipping-aktiviteter sikkert gennem de kommende år. Stadils Thornico-koncern har kun et skib tilbage, som han er parat til at sælge til den rette pris. Konkurs og retsopgør er fulgt i kølvandet på Thornicos tid som skibsejer.

Foto: PR / Skovdal / Thornico

Efter konkurs og store tab på opkøb af skibe har Thor Stadil og hans Thornico-koncern mistet modet på at eje skibe i virksomhedens shipping-selskab, Thorco Projects.

Fremover skal risikoen for tab på egne skibe minimeres ved at chartre frem for at eje skibe, forlyder det fra Thor Stadil.

"Vores strategi fremadrettet er, at vi kører med en light-model. Vi vil hellere køre en sikker model, hvor vi ikke kan tabe så store penge," siger Thor Stadil til ShippingWatch.

Thorco Projects har nu kun et enkelt skib tilbage, og det kan også snart være afhændet.

"Vi har fået nogle bud på det, men jeg tror, det er mere værd, og vi står ikke og skal sælge det her og nu. Kommer der et godt bud, så vil jeg tro, at vi sælger det, men det må vi se," siger Thor Stadil.

Vi vil hellere køre en sikker model, hvor vi ikke kan tabe så store penge.

Thor Stadil

Thorco Project's sidste skib er et multi purpose-fartøj på 17.000 tons. Derudover disponerer Thorco over 40-50 chartrede skibe ifølge Thor Stadil.

Thornicos skibsopkøb slog fejl, fordi den internationale krise i skibsfarten trak længere ud, end Stadil-selskabet havde forventet. Da flåden var størst, rådede Thorco Projects over flere end 100 skibe, som virksomheden blandt andet havde købt af tyske banker, der brændte inde med fartøjerne i kølvandet på finanskrisen.

"Tiderne har ændret sig"

Sidste år besluttede Thornico at ryste tabsgivende aktiviteter i selskabet Thor Shipping af sig gennem en konkurs, fordi ledelsen ikke længere troede på bedring i markedet. Lidt mere tålmodighed ville have givet Thornico del i gevinsten, da markedet vendte kort tid efter.

"Tiderne har ændret sig, så nu er markedet pludselig meget positivt. Vi kunne have tjent buler af penge nu, hvis vi havde holdt fast, men det kunne vi ikke vide for et år siden. Det var den rigtige beslutning, da vi traf den," siger Thor Stadil.

Vi kunne have tjent buler af penge nu, hvis vi havde holdt fast, men det kunne vi ikke vide for et år siden.

Thor Stadil

Det boomende marked har ikke givet Thornico blod på tanden med hensyn til nye skibsopkøb.

Foreløbig satser Thorco Projects på chartrede skibe, men her er mulighederne for ekspansion imidlertid ikke de bedste i øjeblikket, for takket være de skyhøje fragtrater er prisen for skibscharter også røget i vejret. Thor Stadil holder alle muligheder åbne for virksomhedens fremtid i shipping.

”Nu kører vi efter light-modellen, men jeg kan jo ikke sige noget om, hvad vi gør om fire eller fem år,” siger han.

Retsopgør efter konkurs

Ifølge dokumenter, der indgår i en verserende retssag mod Thor Stadil om konkursen i Thor Shipping, var tabet i dette selskab på 510 mio. kr., indtil driften stoppede sidste år.

Kurator i Thor Shipping, advokat Troels Tuxen, ønsker, at Thor Stadil fradømmes retten til at drive virksomhed i op til tre år i en sag om såkaldt konkurskarantæne som følge af omstændighederne omkring konkursen i Thor Shipping.

Thor Stadil har tidligere afvist kritikken af ham over for ShippingWatch.

Thorco Projects havde i 2020 en omsætning på 150 mio. dollar og et overskud på 1 mio. dollar mod 2,2 mio. dollar i 2019 af en omsætning på 145 mio. dollar.

Foruden tøjmærket Hummel ejer Thornico også den børsnoterede emballageproducent Brdr. Hartmann. Selve Thornico-koncernen er ejet af Stadil-familien. Thornico fik i 2020 rekordresultat før skat på 706 mio. kr.

Sag om konkurskarantæne mod Thor Stadil og Thorco-direktør er skudt i gang

Konkursramt Stadil-selskab dømt til at betale millioner til Maersk 

Mere fra ShippingWatch

Ugens bedste historier på ShippingWatch

Uenighederne sejrede, da IMO's miljøkomité forsøgte at skabe konsensus om nye klimaindsatser inden for skibsfarten. Maersk er frustreret. En stort tænkt, men kritiseret metanolfabrik i USA med Hafnia som medinvestor smuldrer. Springer konkurrenterne på Maersks Tradelens blockchain-projekt, der nu rulles ud i Kina?

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs