ShippingWatch

Wilhelmsen-arvinger vil købe topchef og familie ud for flere milliarder

Syv Wilhelmsen-arvinger har ifølge Dagens Næringsliv tilbudt 3,2 mia. norske kr. for at købe Wilh. Wilhelmsen-topchef Thomas Wilhelmsen og hans nærmeste familie ud.

Foto: PR / Wilh. Wilhelmsen

En række medlemmer af den norske Wilhelmsen-familie har fremlagt et milliardtilbud til Thomas Wilhelmsen, der er topchef for rederigruppen Wilh. Wilhelmsen.

Ifølge Dagens Næringsliv vil syv medlemmer af den norske familie købte Thomas Wilhelmsen og hans nærmeste familie ud af familieselskaberne for et beløb på omkring 3,2 mia. norske kr. Arvingerne har hyret Carnegie, som tilbage i maj fremlagde et skriftligt tilbud til Thomas Wilhelmsen, skriver avisen.

Thomas Wilhelmsen har omvendt tilkendegivet, at han i stedet for at blive købt ud kan være villig til at købe de syv familiemedlemmer ud af ejerskabet.

"Vi er fortsat indstillet på at fortsætte dialogen om en exit med dem," skriver Thomas Wilhelmsen i en mail ifølge Dagens Næringsliv.

Thomas Wilhelmsen er søn af Wilhem Wilhelmsen, der døde i februar. Wilhelm Wilhelmsen repræsenterede fjerde generation af familien og var formand for bestyrelsen fra 1992 frem til 2010.

Siden hans død er striden spidset til om kontrollen af rederigruppen, skriver Dagens Næringsliv. De syv bydere består ifølge avisen af blandt andre Wilhelm Wilhelmsens søster Helen Juel og efterkommere til yderligere to søskende.

Thomas Wilhelmsen ejer den kontrollerende a-aktie i familieselskaberne.

Wilhelmsen-ejere har fået over 600 millioner i udbytte på fem år

Wilhelmsens topchef arver kontrollen i familiens investeringsselskab

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere