ShippingWatch

Drab på iransk generalmajor får olieprisen til at skyde op

Prisen på en tønde olie var næsten oppe på 70 dollar efter amerikansk dronedrab på iransk generalmajor.

Et amerikansk flag ligger på jorden i den irakiske hovedstad Bagdad efter drabet på den iranske generalmajor Qassem Soleimani ved byens lufthavn. Foto: AHMAD AL-RUBAYE/Ritzau Scanpix/AFP/AFP

Drabet på den iranske generalmajor Qassem Soleimani fik omgående olieprisen til at skyde i vejret. Ifølge erhvervsmediet Bloomberg News får det amerikanske dronedrab markedet til at frygte ustabilitet i de olieproducerende lande i Mellemøsten.

Fredag morgen er olieprisen oppe med næsten tre procent til over 68 dollar per tønde.

Ifølge USA's forsvarsministerium, Pentagon, har en amerikansk drone bombet og dræbt Qassem Soleimani i Iraks hovedstad, Bagdad.

Han var leder af en gren af Irans Revolutionsgarde, der har støttet forskellige militser rundt i regionen såsom Hizbollah, Hamas, houthierne i Yemen og shiamilitser i Irak. Han er dermed en meget højtstående militær leder i Iran.

"Stigningen i olieprisen lige nu (fredag, red.) er primært drevet af nyheden om USA's luftangreb på en højtstående general i Iran," siger Margaret Yang, der er analytiker af oliemarkedet for CMC Markets, til nyhedsbureauet Reuters.

Bloomberg News uddyber, at frygten er, at drabet kan føre til hævnaktioner eller direkte militærkonflikt, der rammer olieproduktionen.

"Selv om ingen olieanlæg eller -produktion blev ramt i angrebet, er drabet på en af Irans mest magtfulde generaler en provokation, som skaber spændinger mellem USA og Iran."

"Hvilket øger frygten for et væbnet sammenstød, som andre lande kan blive suget ind i," skriver Bloomberg.

Irans øverste åndelige leder, ayatollah Khamenei, har ifølge Reuters svoret, at Iran vil hævne drabet på Soleimani.

Den stigende oliepris efter angrebet kan også læses i aktiekurserne hos nogle af verdens store olieselskaber.

Shell, Exxon Mobil og BP kan alle præsentere stigninger i deres aktiekurs.

Irans leder varsler hævn over USA efter drab på general

Iran stopper tankskib og anholder besætning

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere