ShippingWatch

DFDS om brexit: Aftale kan forhåbentlig få tågen til at lette

Usikkerheden omkring brexit har skabt store udfordringer for DFDS, som håber, at aftalen mellem EU og Storbritannien kan blive endeligt vedtaget. "Vi krydser fingre for, at den kommer helt i hus," lyder det fra rederiet.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Usikkerheden om Storbritanniens vej ud af EU har været en stor udfordring for rederiet DFDS, der har Den Engelske Kanal som et kernemarked, og så sent som i august måtte nedjustere forventningerne, fordi der var færre varer at fragte end forventet.

Det danske rederi håber, at torsdagens aftale mellem EU og Storbritannien om brexit kan blive endelig vedtaget, så der kommer mere klarhed over fremtiden.

"Vi krydser fingre for, at den kommer helt i hus. Der kan være en svær vej gennem det britiske parlament, og EU's regeringschefer skal også nikke til den, men det håber vi, falder på plads," siger Gert Jakobsen, der er kommunikationschef hos DFDS.

Store udsving i mængden af varer

Rederiet har gennem de seneste år mærket, at usikkerheden om brexit har betydet, at der har været store udsving i mængden af varer i Storbritannien.

Storbritannien stod oprindeligt til at forlade EU 31. marts, og op til den dato var der ekstra meget at lave, men landets exit blev udskudt, og efterfølgende faldt mængden af varer.

"Usikkerheden har ikke været til gunst for økonomien i Storbritannien, og det har vi også kunnet mærke. Virksomhederne har været usikre på, hvor det ville ende, og derfor har der været holdt igen med investeringerne."

"Usikkerheden er ikke væk endnu, men vi håber selvfølgelig, at den her aftale kan komme på plads og skabe lidt mere klarhed over fremtiden. Usikkerheden har præget markedet, fordi man ikke har vidst, hvordan fremtiden har set ud. Det er meget svært at planlægge, når man ikke kender betingelserne for fremtiden," siger Gert Jakobsen.

DFDS har gjort virksomheden klar til et scenarie, hvor Storbritannien forlader EU uden en aftale, og selv om der nu er et udkast på plads, arbejder rederiet videre med den plan.

"Vi har brugt rigtig mange ressourcer på at være klar til det scenarie, der hedder et no deal-brexit. Vi har udbygget vores it-system, så vi kan håndtere told i forskellige lande og trænet vores ansatte, så de kan håndtere told – og så har vi brugt rigtig meget tid på at være i dialog med kunder om, hvordan de kan håndtere situationen," siger Gert Jakobsen.

Efter nedjusteringen i august lyder DFDS' forventninger til 2019 på en vækst i omsætningen på 6-8 pct. og et driftsoverskud (EBITDA) på 3,5-3,8 mia. kr. Før nedjusteringen var forventningen en vækst på 10-12 pct. og et driftsoverskud (EBITDA) på 3,8-,4,0 mia. kr.

På aktiemarkedet steg DFDS-aktien torsdag 3,1 pct. til 260,80 kr. For hele året har aktien givet et negativt afkast på 0,5 pct. – eksklusive udbytte.

Juncker og Johnson bekræfter: Vi har landet en aftale om brexit

DFDS lander logistik-kontrakt med briterne inden brexit

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere