ShippingWatch

DFDS lander logistik-kontrakt med briterne inden brexit

DFDS kan nu sætte kryds ud for den anden brexit-kontrakt, som de er blevet tildelt af briterne på under en uge. Den seneste kontrakt deles med to andre selskaber og har en samlet værdi på 25 mio. pund.

Foto: Jens Dresling

Det danske rederi DFDS har fået en bid af kontrakten med den britiske regering som led i dens forberedelse på at forlade EU, og det danske rederi er blandt andet et af de tre rederier, som skal hjælpe med at sikre levering af medicin til Storbritannien, hvis landet forlader EU uden en aftale.

Det skriver Bloomberg News onsdag på baggrund af en offentliggørelse på det britiske social- og sundhedsministeriums hjemmeside.

Det er den anden kontrakt på under en uge, som DFDS får andel i. Hvor den første kontrakt handlede om sejladser, er den anden kontrakt på logistikydelser, uddyber DFDS over for ShippingWatch.

DFDS skal sammen med UPS og Biocair "hjælpe med at sikre, at patienter og sundhedsudbydere har adgang til medicin og medicinske produkter efter brexit," lyder det på ministeriets hjemmeside.

Her fremgår det også, at den samlede kontrakt udgør en værdi på 25 mio. pund – svarende til 215,8 mio. kr.

Kontrakten betyder, at vigtig medicin og medicinske produkter kan blive transporteret fra produktionsstedet til Storbritannien inden for 24-48 timer for at møde et øjeblikkeligt behov, såfremt Storbritannien skulle ende med at forlade EU uden en aftale, lyder det på hjemmesiden.

Tirsdag bekræftede DFDS over for Ritzau, at selskabet igen var med i kredsen af rederier, som havde fået en bid af kontrakter med den britiske regering som led i regeringens forberedelser på at forlade EU.

De kontrakter, som er blevet underskrevet sammen med de britiske myndigheder, har en samlet værdi på lidt over 740 mio. kr., lød det tirsdag. DFDS ønskede ikke at oplyse over for Ritzau, hvor stor en værdi af DFDS' del af kontrakterne har.

DFDS-aktien falder onsdag 1 pct. til 252,20 kr.

DFDS får igen tildelt brexit-kontrakter af Storbritannien

DFDS er igen i spil til nye brexit-kontrakter

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere