ShippingWatch

Kemikalier fra MSC-skib skyllet op på hollandsk strand

Farlige kemikalier er skyllet op på en hollandsk strand, efter et MSC containerskib onsdag tabte 270 containere i en storm. Hollandske soldater hjælper med oprydningen.

Foto: Ritzau Scanpix/Marjet van Veelen

En pose med farlige kemikalier er torsdag skyllet op på en hollandsk strand, efter et af verdens største containerskibe onsdag tabte 270 containere i Nordsøen.

Det skriver Reuters.

Kemikalierne stammer fra containerskibet MSC Zoe, der i en storm tabte containerne i tysk farvande ud for den tyske ø Borkum.

Posen, der torsdag blev fundet, indeholder 25 kg organisk peroxid, der er et stærkt blegemiddel, som kan være skadelig ved kontakt med huden. Den blev fundt blandt de mange containere og varer fra containerne, der var blevet fejet i land på eller omkring de hollandske øer Terschelling, Vlieland, Ameland og Schiermonnikoog.

Posen er siden blevet fjernet af nødberedskabet, oplyser en myndighed i provinsen Friensland i Holland, skriver Reuters.

Mindst tre af de containere, der faldt i vandet, forventes at indeholde farlige kemikalier.

Ifølge Reuters har det hollandske forsvarsministerium betegnet tabet af de mange containere, hvoraf nogle indeholdt de farlige kemikalier, som en af de mest omfattende hændelser i den kategori.

Hollandske soldater rydder op

Det er endnu usikkert, hvor mange af det samlede antal containere, der er sunket til bunds i havet, og hvor mange der flyder i vandoverfladen og enten kan være til fare for trafikken på vandet eller skylle i land på omkringliggende strande. Forsvarsministeriet forventer, at flere ting løbende vil skylle op på strandene.

Hollandske soldater er blevet indkaldt til at hjælpe med at rydde op, ligesom også frivillige er strømmet til strandene for at hjælpe til. Nødberedskabet har dog advaret frivillige mod at røre ved de forskellige dele pga. det farlige stof, men også flere skattejægere er kommet til i håbet om at få fat i nogle af de mange varer, der ifølge Reuters også inkluderer sko, dukker og fladskærms tv.

Tyske myndigheder undersøger fortsat, hvad der fik de mange containere til at falde over bord. MSC Zoe befinder sig nu i Bremerhaven i Tyskland.

MSC mister 270 containere i storm i Nordsøen

Containerrater vender rundt efter syv ugers nedtur

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere