ShippingWatch

Norge vil lade Color Line udflage udenrigsfærger

Den norske regering lægger op til, at Color Line kan udflage sine udenrigsfærger og dermed hyre billigere arbejdskraft.

Foto: Color Line

Color Lines udflagning af sine to færger mellem Oslo og Kiel til Norges internationale skibsregister (NIS) kommer tættere på. Det skriver flere norske medier, blandt andre Sysla, efter at den norske regering har fremlagt sit forslag til statsbudgettet for de kommende år.

Her fremgår det, at den norske regering har til hensigt at gå videre med forslaget, som har været længe undervejs.

"Regeringen lægger op til at gennemføre lovændringen som varslet og indføre tilskudsmodellen for passagerskibe i udenrigsfart i NIS med virkning fra og med 1. januar 2019," står der i budgetforslaget fra Erhvervs- og fiskeriministeriet ifølge Sysla.

Color Line har i årevis forsøgt at få lov til at flage sine to udenrigsfærger ud fra det ordinære norske skibsregister (NOR) og ind i Norsk Internationalt Skibsregister (NIS), som vil betyde, at rederiet kan erstatte mange af sine ansatte med udenlandsk arbejdskraft og dermed opnå store besparelser. Undervejs har rederiet truet med at udflage færgerne til Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), hvis ikke det kunne lade sig gøre.

Kritik fra DFDS

Søfartsorganisationer og fagforeninger er skarpe kritikere af forslaget, som de mener bringer over 700 norske arbejdspladser i fare, hvis Color Line får mulighed for at ansætte billigere arbejdskraft fra for eksempel Østeuropa.

Også konkurrenten DFDS er modstandere af forslaget og har advaret om, at ændringen vil forrykke konkurrencen i passagertrafikken til søs. Får Color Line lov til at udflage færgerne, vil DFDS også se på mulighederne for også at kunne ansætte søfolk på andre vilkår end i dag.

"Hvis Color Line får mulighed for at ansætte søfolk på lavere lønninger, end det som er tilladt i det danske register, vil vi blive nødt til at se på vores politik," har viceadministrerende direktør i DFDS, Henrik Holck, tidligere udtalt.

Også rederiet Fjord Line har været på banen med kritik af forslaget.

Color Lines mulige udflagning skal granskes igen

Konkurrent angriber Color Lines regnestykke i flagstrid

Color Line afventer forslag om udflagning af færger

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere