IMF nedjusterer global vækstprognose på grund af handelsstrid

Den Internationale Valutafond (IMF) følger nu advarslerne fra fondens chef i sidste uge og nedjusterer tirsdag sine prognoser for den økonomiske vækst i 2018 og 2019 på verdensplan.
Årsagen er blandt andet den handelsstrid, der har spredt sig over store dele af verden, efter at USA valgte at indføre nye toldsatser på en lang række importerede varer.
Ifølge IMF forventes det, at der i både 2018 og 2019 vil være en økonomisk vækst på 3,7 procent.
I juli lød prognosen på 3,9 procent for begge år.
Ud over handelsstriden, som især står mellem USA og Kina, skyldes nedjusteringen også, at flere lande i eurozonen samt Storbritannien og Japan præsterer dårligere end forventet.
Derudover er rentestigninger i lande som Argentina, Brasilien, Tyrkiet og Sydafrika gået ud over flere markeder.
"USA's vækst vil reduceres, så snart dele af landets finanspolitiske stimuli giver bagslag," siger Maurice Obstfeld, cheføkonom ved IMF i en meddelelse.
Konsekvenserne af toldkrigen mellem USA og Kina vil ifølge IMF først manifestere sig næste år. Derfor har IMF nedjusteret forventningen til den amerikanske vækst til 2,5 procent i 2019. I juli lød prognosen på 2,7 procent.
Kinas økonomi ventes i 2019 at stige med 6,2 procent. Til sammenligning lød vurderingen på 6,4 procent i juli.
IMF har også nedjusteret forventningerne til den økonomiske vækst i eurozonen i 2018. Den lyder således nu på to procent sammenlignet med 2,2 procent i juli.
Det skyldes ikke mindst, at den tyske produktionsindustri har oplevet et dyk i antallet af ordrer.
Drewry forudser endnu mere dårligt nyt til containerrederne