ShippingWatch

De miljøbevidste redere har også økonomien på deres side

Der er penge at tjene for de redere, der går all-in på at rense luften og nedbringe udslippet af svovl og CO2. Fodslæberne løber derimod en økonomisk risiko, fremgår det af en omfattende rapport frem mod 2050 fra DNV GL. Find hele rapporten her.

Foto: /ritzau/Marius Nyheim

Shippingindustrien står over for en kæmpemæssig udfordring, når verdensflåden de kommende årtier skal mindske deres udledning af drivhusgasser betydeligt.

Og derfor gælder det om at komme i gang med arbejdet hurtigst muligt. Både hvis man som reder vil være en del af den gode historie i fremtiden. Men også hvis man vil sikre sig en konkurrencemæssig fordel i en overskuelig fremtid. 

Ejere med højtudledende skibe kan være udsat for betydelige markedsricisi i 2030 og 2040"

DNV GL

Det slår klasseseselskabet DNV GL fast i en ny og omfattende rapport om de kommende trends i den maritime industri frem mod 2050. Her fylder især ny miljølovgivning, hvor flere vidtrækkende regler allerede om et par år bliver en realitet. Blandt andet de globale svovlkrav i 2020 for at nævne én.

Selvom svovlreglerne bliver betegnet som en af de største omvæltninger for industrien i mange år, så er DNV GL ikke i tvivl om, at kravet om, at shipping frem mod 2050 skal halvere udledningen af drivhusgasser, er det allerstørste. Og det vil forme den maritime industri de kommende årtier, siger Knut Ørbeck-Nilssen, CEO for DNV GL – Maritime, i en meddelelse.

Hurtig omstilling øger konkurrenceevne

Her gælder det om at komme med fra begyndelsen og være endnu mere ambitiøs end miljøkravene, viser undersøgelserne i rapporten.

"Et slående resultat er, at investeringer i energieffektivitet og et reduceret CO2-aftryk ud over de nuværende standarder ser ud til at øge konkurrenceevnen i løbet af et skibs levetid. Studiet tyder også på, at ejere med højtudledende skibe kan være udsat for betydelige markedsricisi i 2030 og 2040," skriver DNV GL og henviser til scenarier, hvor skibe med lav udledning kan sejle på meget højere rater og undgå skat på CO2 og andre afgifter.

Klasseselskabet baserer sin vurdering på en model, hvor teknologiske muligheder og forskellige brændstoftyper sammenholdes med breakeven-omkostninger ved et skibsdesign med den konkurrerende flåde af skibe.

DNV GL har i sit studie taget udgangspunkt i et tørlastskib, der er designet i dag, og som bliver bygget i 2020, hvor man har kigget på tre alternative løsninger for design – et standarddesign, et LNG-drevet skib og en brændstofeffektiv løsning.

Stigende handelsflåde – men færre olietankere

Og netop mere miljørigtige designs af fremtidens skibe bliver vigtig med en handelsflåde, der kommer til at stige i de kommende tre årtier. Samlet set forventer DNV GL nemlig, at verdensflåden målt i dødvægtston vil se en stigning på 35 pct. inden 2050.

Men det bliver dog ikke over hele linjen, at rederne kommer til at bestille flere skibe i den periode. For mens skibe med råolie i tankene forventes at falde med hele 30 pct. i 2050, så vil andelen af produkttankskibe også til den tid være reduceret med 8 pct, skriver DNV GL.

Knap to femtedele af flåden vil til den tid sejle på CO2-neutralt brændstof, mens mulighederne LPG og LNG sammenlagt vil stå for en andel på 23 pct., lyder det videre.

"En af vores nøgleantagelser er, at IMO's drivhusgas-reduktionsmål vil blive opfyldt. På den anden side af 2035 vil vi se den fulde effekt af en gradvis forbedring af energieffektiviteten for nye skibe og skiftet mod alternative brændstoffer," skriver DNV GL, der forventer, at brændstofforbruget målt i ton-mil i gennemsnit vil være faldet med 30 pct. i 2050. 

Mens andelen af CO2-neutralt brændstof ventes at stige, har DNV GL dog ikke taget stilling til hvilken type, der mere konkret vil bruge benyttet. Men der er tale om en lang række med alt fra ammoniak, biobrændstof, elektricitet, hydrogen og atomkraft. Men der er fortsat flere barrierer ved de nye alternative fremdriftsmetoder, blandt andet infrastruktur på LNG, som har været diskuteret i flere år, samt udgifter til motorer og ikke mindst den fremtidige pris på de forskellige typer.

"Dette afhænger af fremtidige produktionsomkostninger, tilgængelighed og infrastruktur. Shortsea og skibe, der ikke sejler med fragt, vil forbruge 40 pct. af den totale energi. I disse segmenter vil elektricitet udgøre mere end en tiendedel, 11 pct., af energiforbruget."

Klasseselskabet forventer, at fragt med gas og containerlaster vil bidrage til en vækst i den søbårne verdenshandlen med hele 32 pct. frem mod 2030 sammenholdt med 2016.

Herefter vil væksten dog blive mere beskeden med en forventet stigning på 5 pct. frem mod 2050, ventes det.

Ny rapport peger på biobrændstof som det bedste valg 

Hapag-Lloyd åbner for LNG som nyt brændstof 

Søren Skou: Lige nu har vi ikke svarene på CO2-målene 

Spillet om CO2-milliarderne til shipping er skudt i gang 

Mere fra ShippingWatch

Maersk venter snart at præsentere rapport om overgreb på skib

Maersk har færdiggjort undersøgelsen af det mulige seksuelle overgreb på et kvindelig besætningsmedlem, hvor fem søofficerer efterfølgende blev suspenderet. Rapporten ventes at blive lagt frem i slutningen af januar, siger Maersk til ShippingWatch.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs