ShippingWatch

Miljøminister åben over for brug af beachingværfter

Den danske miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) mener, at skibe under EU-flag kan hugges op på beachingværfter, hvis værfterne kommer på den liste, EU-Kommissionen er på vej med. Holdningen møder kritik på Christiansborg, skriver Søfart.

Ophugning af skib på stranden Gadani i Pakistan. Foto: Shipbreaking Platform

Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) giver grønt lys for, at EU-flagede skibe kan hugges op på strande i eksempelvis Indien. Betingelsen er dog, at ophugningsværfterne skal følge EU's krav på området.

Det oplyser miljøministeren til det maritime fagmedie Søfart.

Han vender dermed tommelfingeren opad til den kontroversielle "beaching"-metode, hvor skibe sejles ind på stranden og ophugges i tidevandszonen.

Metoden er udbredt i Sydasien, selv om den kritiseres for at være til fare for både mennesker og miljø.

I de senere år har nogle skrotværfter i blandt andet Indien dog hævet standarderne på strandene. Og for et par år siden begyndte Maersk - under stor mediebevågenhed - derfor atter at sende sine skibe til ophugning på indiske ophugningsværfter.

"Når det gælder ophugningsfaciliteter på strandene i Indien er det min opfattelse, at de kan blive optaget på den europæiske liste over godkendte ophugningsfaciliteter, hvis de lever op til EU-kravene."

Sådan skriver Jakob Ellemann-Jensen i en e-mail til Søfart.

Ministeren henviser til en EU-liste over foreløbig 21 europæiske skrotværfter. De overholder alle EU's strenge miljø- og sikkerhedskrav.

Fra 1. januar 2019 må EU-flagede skibe kun sendes til ophugning på de værfter, der er med på listen.

Men ifølge brancheorganisationen Danske Rederier er der langt fra tilstrækkelig kapacitet hos værfterne på listen. Rederierne har derfor længe presset på for at få godkendt faciliteter uden for EU.

"Kommissionen er i gang med at vurdere, om der er faciliteter, der kan blive optaget på den europæiske liste," skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Ministerens åbenhed over for den udskældte praksis møder stærk modstand på Christiansborg.

Både Enhedslistens miljøordfører, Christian Juhl, og Alternativets udviklingsordfører, Ulla Sandbæk, er stærk betænkelige ved at optage værfter, der benytter sig af "beaching"-metoden på EU's liste, skriver Søfart.

EU afviser at udskyde skrotregler trods kritik

Brexit kan få konsekvenser for EU's omdiskuterede ophugningsliste

Et simpelt regnestykke er blevet centrum i skrotdebat

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere