ShippingWatch

"Kidnapninger har igen vist sig at være en lukrativ forretning for piraterne"

Risikoen for kidnapninger af besætninger på store handelsskibe er stigende ud for Vestafrika, vurderer Risk Intelligences CEO Hans Tino Hansen over for ShippingWatch. Kidnapninger er langt mere effektivt for piraterne lige nu.

Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv

Besætninger på de store handelsskibe er igen blevet et populært mål blandt pirater og kriminelle, der opererer ud for Vestafrika.

For alt imens der på den østlige side af Afrika har været en kraftig reduktion i antallet af angreb fra pirater ud for Somalia de sidste år, så har risikoen for angreb været vedvarende i regionen Vestafrika.

Kidnapninger har igen vist sig at være en lukrativ forretning for piraterne og meget nemmere at håndtere for dem.

Hans Tino Hansen, CEO, Risk Intelligence

Siden 2006 har antallet af angreb i området ligget på et stabilt niveau på omkrinng 100 angreb om året, fortæller Hans Tino Hansen, CEO for sikkerhedsanalysefirmaet Risk Intelligence, der blandt andet rådgiver rederier i at nedbringe truslen fra pirater. Men noget har ændret sig i det samlede billede de seneste år.

Mens selve skibet i flere år har været målet for piraterne, der forsøgte at stjæle lasten, har gidseltagninger af besætningen i andre perioder været højere. Det var blandt andet tilfældet fra 2006 og frem mod 2009.

Og sådan har det også set ud de senere år, vurderer Hans Tino Hansen over for ShippingWatch.

"Andelen af hændelser med kidnapninger har været større igennem de seneste par år," siger han og peger på flere årsager til, at piraterne vælger den strategi.

Dels er det meget nemmere, mere lukrativt og langt mere effektivt for piraterne at foretage kidnapninger lige nu, siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hans Tino.jpg
Hans Tino Hansen, CEO for sikkerhedsanalysefirmaet Risk Intelligence. Foto: Risk Intelligence

Samtidig er efterspørgslen efter de rafinerede produkter, som tankskibene fragter, faldet på det illegale marked for kriminelle. Det skyldes blandt andet, at der i Nigeria er begyndt at komme en stigende egenproduktion med flere raffinaderier i landet, forklarer Hans Tino Hansen.

"Kidnapninger har igen vist sig at være en lukrativ forretning for piraterne og meget nemmere at håndtere for dem. Det er nemmere for dem at bortføre tre officerer på et skib og sejle ind i Deltaet for at få en løsesum, som er steget over årerne, end det er at kapre et helt skib, hvor der er brug for navigatører og ikke mindst et eget tankskib. Og jo flere succesfulde kidnapninger, der er for piraterne, desto større interesse bliver der for det."

Risk Intelligences forretning består dels i af at orientere rederier om pirathændelser og risikoniveauet i områder, hvor de sejler. Dels at rådgive rederier i at reducere risikoen for angreb.

Flere kidnapninger

Tirsdag omtalte ShippingWatch de seneste tal fra IMB's internationale piratagentur, der viser udviklingen for piratangreb på verdensplan. Samtlige kidnapninger af besætningsmedlemmer i 2018 er fundet sted i netop Guinea-bugten i Vestafrika, lød det her.

"Desuden antages det, at det sande antal hændelser i Guinea-bugten er 'væsentligt højere', end hvad der bliver indrapporteret til IMB Piracy Reporting Centre," lød det fra IMB, som i første halvår har registreret 46 hændelser i området, der blandt andet er fordelt på kapringer, forsøg på angreb og beskydning mod skibe.

25 besætningsmedlemmer er indtil videre blevet bortført i år med over seks forskellige hændelser i bugten ifølge IMB. Blandt andet det hollandske rederi ForrestWave er i år blevet udsat for et piratangreb i området. Det skete ud for Nigeria, hvor 11 søfolk blev kidnappet i foråret. I slutningen af maj blev besætningen løsladt igen.

Hos Risk Intelligence, der også laver statistik på antallet af angreb i Vestafrika, har man i samme periode registreret 73 hændelser i regionen Vestafrika. Selskabet baserer sine tal på indberetninger fra redere og lokale kilder.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Risk Intelligence.PNG
Overblik over hændelser registreret af Risk Intelligence i første halvår af 2018. Kilde: Risk Intelligence System (MaRisk+PortRisk) Foto: Risk Intelligence

Størstedelen af kriminaliteten i regionen er ifølge Hans Tino Hansen centreret omkring Nigeria, hvor de mere alvorlige angreb til søs sker.

Der er derfor brug for flere løsninger i landet, så omfanget af angreb kan reduceres, vurderer han.

"Den mest alvorlige del af kriminaliteten i regionen udgår mere eller mindre fra Deltaet i Nigeria og er en blanding af økonomiske, finansielle, kriminelle, politiske, lokale, regionale og nationale interesser. Så Nigeria skal dels få styr på sikkerheden til søs, hvor de er blevet meget bedre end for bare tre-fire år siden," siger Hans Tino Hansen og peger som et eksempel på, at den nigerianske flåde har gennemført bordinger af skibe med væbnede folk ombord.

"Dels er der brug for nogle aftaler og løsninger på Delta-området, hvor der er politiske, økonomiske, kriminelle og beskyttelsesmæssige forhold, der skal på plads. Der er behov for en relativt kompliceret løsning for at reducere omfanget af angreb."

Han peger på, at rederier skal sørge for at være opdaterede på situationen i de områder, de opererer, og gennemføre en konkret risikovurdering for skibene, der blandt andet omfatter en trusselsvurdering og en udfaldsanalyse af et muligt angreb.

"Derefter skal man så implementere de tiltag, der skal til for at reducere risikoen, hvilket afhænger af skibstypen, fragten og det område eller havn, man skal kalde. Derudover skal man sikre, at man har god kontakt i land og i havnene, man skal kalde, så man kan få her-og-nu information til skibet. Alt dette forudsætter, at man i forvejen opfylder krav om sikring, uddannelse af besætningen etc," lyder det fra Hans Tino Hansen.

Vestafrika er fortsat hotspot for pirater

Antallet af piratangreb og røverier mod skibe i Asien faldt i første halvår

100 søfolk taget som gidsler på tre måneder

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere