ShippingWatch

DFDS afslutter køb i Tyrkiet hurtigere end ventet

DFDS er klar til at starte integrationen af U.N. Ro-Ro, efter at købet blev lukket hurtigere end ventet.

Foto: Luca Bruno/AP/Polfoto

DFDS har afsluttet købet af 98,8 pct. af U.N. Ro-Ro, der Tyrkiets største operatør af fragtfærge-ruter mellem Europa og Tyrkiet.

Det oplyser DFDS.

"Vi er nu klar til at starte integrationen af U.N. Ro-Ro efter købet blev lukket hurtigere end ventet. Integrationsplanen er udviklet og færdiggjort i samarbejde med vores nye kolleger. Samarbejdet har bekræftet vores begejstring og tro på, at sammenlægningen af vores netværk vil skabe nye muligheder for kunder og medarbejdere," siger topchefen i DFDS Niels Smedegaard.

Købet var betinget af godkendelser fra de tyrkiske, østrigske og tyske konkurrencemyndigheder samt de italienske myndigheder i relation til overførsel af havneterminalen i Trieste, der er et strategisk aktiv. Alle godkendelser er nu blevet tildelt.

U.N. Ro-Ro vil fortsat blive drevet af Selçuk Boztepe, der er topchef i U.N. Ro-Ro og fremover leder af DFDS' nye forretningsområde "Mediterranean".

Det nye forretningsområde etableres og omfatter alle færgeaktiviteter i Middelhavet, herunder den eksisterende rute mellem Marseille og Tunis.

DFDS's nuværende forretningsområde France & Mediterranean lukkes og den anden rute i dette område, Newhaven-Dieppe, overføres til forretningsområdet Channel.

U.N. Ro-Ro driver fem fragtfærge-ruter, som forbinder Tyrkiet med Italien og Frankrig for at facilitere handel mellem Tyrkiet og EU. Der er indsat 12 ejede fragtfærger på ruterne. To havneterminaler er ejede og drives i henholdsvis Istanbul og Trieste.

En integrationsplan til at udvinde synergier og sammenlægge de to organisationer er klar og integrationsprocessen starter i dag, torsdag.

Integrationen ventes gennemført inden årets udgang.

DFDS får tyrkisk godkendelse til milliardopkøb i Tyrkiet

Niels Smedegaard: Data bliver et udskilningsløb i shipping om få år

Niels Smedegaards vilde rejse i DFDS 

Mere fra ShippingWatch

Ugens bedste historier på ShippingWatch

Maersk og 22 andre rederier fik bøder af Sydkoreas konkurrencemyndighed, tank- og tørlastrederiet Norden vil stadig købe ”sorte” skibe, og Hafnia kan få svært ved at finansiere skibskøb fra konkurrent.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs