EU: USA forlænger usikkerhed for erhvervslivet om told

USA forlænger usikkerheden for markedet, og det påvirker allerede de beslutninger, som erhvervslivet skal tage.
Det sagde EU-Kommissionen tirsdag efter USA's beslutning om kun at give EU en ekstra måneds undtagelse for nye satser for told på stål og aluminium.
"EU bør være fuldt og permanent fritaget for disse tiltag, da de ikke kan begrundes af hensyn til den nationale sikkerhed," skrev kommissionen i en skriftlig kommentar.
"Den amerikanske beslutning forlænger usikkerheden for markedet, hvilket allerede påvirker forretningsbeslutninger."
Natten til tirsdag dansk tid udskød USA en beslutning om at indføre told på stål og aluminium fra EU, Canada og Mexico til 1. juni. Beslutningen blev også udskudt sidst i marts. Dengang til 1. maj.
Med den nye udskydelse risikerer EU først at blive ramt af en told på 25 procent på stål og 10 procent på aluminium fra 1. juni.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har begrundet de nye toldsatser med hensynet til USA's nationale sikkerhed.
Trusler hjælper ikke
EU-Kommissionen tager udskydelsen "i en kort periode" til efterretning. Men det er ikke EU's skyld, at der er for meget stål på verdensmarkedet, hedder det.
Tværtimod har EU gennem de seneste måneder samarbejdet med USA om at finde en løsning på problemet, skriver EU-Kommissionen.
Men EU har også gjort det klart, at der ikke kan blive tale om at forhandle under trusler.
"Som en langvarig partner og ven af USA vil vi ikke forhandle under trusler," hedder det i EU-udtalelsen.
EU vil gøre gengæld med ny told på en række amerikanske varer, hvis USA's told på stål og aluminium ender med at ramme Europa.
USA og EU vil nu fortsætte deres løbende samtaler om de nye toldsatser, lyder det fra EU-Kommissionen.
Trump udskyder straftold på stål og aluminium en måned
Tørlastmarkedet ramt af ny usikkerhed efter russiske sanktioner