ShippingWatch

Sydkorea vil bestille 200 skibe inden 2020

Sydkorea vil inden 2020 bestille omkring 200 skibe for at hjælpe den trængte værftsektor i landet, skriver Yonhap. Ifølge ShippingWatchs oplysninger vil HMM snart lægge en plan frem for ordren på megaskibe.

Foto: Hyundai Merchant Marine

I løbet af de næste tre år vil Sydkorea bestille omkring 200 nye skibe som støtte til landets værftsindustri, skriver mediet Yonhap.

Det sker som led i en fem år lang redningsplan for shippingsektoren, som den sydkoreanske regering har offentliggjort som et modsvar til den krise, der især tog fart efter Hanjins kollaps i 2016.

Specifikt vil Sydkorea lægge bestillinger på 140 tørlastskibe og 60 containerskibe, hvilket blandt andet omfatter megaskibe på over 20.000 teu.

"Efter Hanjin Shippings konkurs blev omsætningen for Sydkoreas shippingindustri reduceret med over 10 billioner won, og mængderne for dybhavscontainere er blevet halveret," siger landets søfartsminister Kim Young-choon ifølge Yonhap ved et møde med andre økonomi-relaterede ministre.

"Vi har udarbejdet et sæt omfattende foranstaltninger til at støtte shipping- og værftsindustrien, der har kæmpet med en langvarig nedtur, intens konkurrence og miljøregler," siger han ifølge Yonhap.

For nylig lagde Hyundai Merchant Marine, landets største rederi efter Hanjins kollaps, en plan om at bestille 14 megaskibe på hver 22.000 teu. I en meddelelse fra rederiet er der tilfredshed med regeringens plan.

"HMM tager glædeligt imod den koreanske regerings 'femårsplan for genopbygning af koreansk shipping"-annoncering, og HMM – der er Sydkoreas flagskibsrederi - vil gøre sit yderste til at tage et spring frem som en af verdens største globale rederier," lyder det.

Ifølge ShippingWatchs oplysninger vil HMM snart lægge en plan frem for de megaskibe, som rederiet vil bestille.

Aktionærer giver HMM's CEO tre år mere 

Korea Line bestiller nye tankskibe hos storværft 

Brian Mikkelsen rejser hård kritik af Sydkoreas maritime statsstøtte

Mere fra ShippingWatch

Ugens bedste historier på ShippingWatch

Efter ti års resultattørke er der igen sorte tal hos Lauritzen. Politiske spændinger i Ukraine mellem Vesten og Rusland øger frygten for nye cyberangreb a la det, der kostede Maersk to mia. kr. Et nyt forslag til EU's udspil om CO2-kvoter til shipping kan føre til endnu en milliard-fond.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs