Nu har Kina udpeget amerikanske varer i toldkrig

Den kinesiske regering gør klar til at svare igen på USA's nye toldindgreb, herunder truslen om told på en række kinesiske varer. Som modsvar planlægger Kina told på sojabønner, durra og levende grise, da USA er blandt de største eksportører af de produkter.
Det skriver The Wall Street Journal.
Kinas mulige modsvar til USA's kommende importtold har til formål at ramme de stater, der bidrog til præsident Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i 2016.
Ifølge kinesiske embedsmænd vil et toldindgreb fra Kinas side være afhængig af, hvor bredt USA's toldafgifter vil ramme Kina, og et eventuelt toldindgreb kan ændres afhængigt af den amerikanske regerings fremtidige forslag.
"Enhver kinesisk reaktion på nye amerikanske toldafgifter vil være afmålte og proportionelle," siger en kinesisk embedsmand, der er involveret i planlægningen af nye love, til The Wall Street Journal.
Bekymringer vedrørende Kinas modsvar har ramt det amerikanske afgrøde- og kvægmarked. Brian Grossman, der er markedsstrateg for Zaner Group, har udtalt til The Wall Street Journal, at det ikke bliver nemt for amerikanske landmænd i fremtiden.
USA vil indføre told på varer fra Kina for 50 mia. dollars