ShippingWatch

Maersk bekræfter yderligere tre omkomne efter brand

Maersk meddeler mandag eftermiddag, at tre ud af fire savnede besætningsmedlemmer fra Maersk Honam er fundet omkomne ombord på skibet. Hos rederiet formoder man, at det sidste savnede besætningsmedlem også er omkommet.

Foto: Indian Coast Guard

Maersk Line bekræfter nu, at tre ud af fire savnede besætningsmedlemmer er fundet døde på skibet Maersk Honam.

Sådan lyder det fra rederiet i den seneste opdatering på branden på containerskibet, der startede tirsdag i den forgangne uge.

Dermed er i alt fire besætningsmedlemmer bekræftet omkomne efter ulykken.

Men på baggrund af tiden, der er gået, siden branden opstod tirsdag i sidste uge i tillæg til de alvorlige brandskader, der er sket på skibet, konkluderer Maersk nu, at også den sidste savnede medarbejder må være omkommet. De pårørende er blevet informeret, oplyser rederiet.

"Vores mest dybtfølte kondolencer går til familierne til vores afdøde kolleger. Vi deler deres sorg og gør vores yderste for at støtte dem i denne svære tid," siger COO Søren Toft i meddelelsen.

Mens at en eftersøgning fortsat foregår ombord på selve skibet, indstiller redningsholdene nu redningsmissionen på havet.

Brandslukningen på skibet skrider fortsat frem, hvor de to bjærgningsselskaber Ardent og Smit fører an i arbejdet. Selv har Maersk Line to maritime ingeniører til stede, som arbejder med de to selskaber.

Størstedelen udskrevet i Indien

22 besætningsmedlemmer blev fredag evakueret og sejlet til Indien. Et besætningsmedlem blev i sidste uge erklæret død.

Af de 22 evakuerede besætningsmedlemmer, der lige nu befinder sig i Indien, er størstedelen blevet udskrevet fra hospitaler. De personer, som har modtaget mere intensiv pleje, er i bedring og er blevet overflyttet til en mere almen afdeling. Maersk arbejder nu på at føre besætningen tilbage til deres familier.

Indiens kystvagt vil gennemgå en undersøgelse af ulykken, hvor samtlige besætningsmedlemmer bliver afhørt.

Branden på Maersk Honam er under kontrol

Brandslukning intensiveres på Maersk Honam

Maersks håb om at finde savnede fra skib svinder

Forsiden lige nu

Hvor meget skal man snyde med svovl for at blive hængt ud offentligt?

Fra årsskiftet skal det være muligt at offentliggøre navne på rederier, der bliver taget i at overtræde svovlreglerne i danske farvande. Et lovforslag under behandling bliver taget godt imod af erhvervet. Læs her, hvor grel overskridelsen skal være, før man ender i gabestok.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere