ShippingWatch

Rederikartel mødtes på barer for at aftale priser på biler

Gennem seks år mødtes salgsdirektører fra de største internationale transportører af biler hyppigt for at koordinere priser og udbud fra de store bilproducenter. I denne uge modtog rederierne nye kæmpebøder af EU's Margrethe Vestager.

Foto: Wallenius Wilhelmsen PR

De mødtes på barer og restauranter og endda på hinandens kontorer. Lejlighedsvis traf de også hinanden i andre sociale sammenhænge, mens den regelmæssige kontakt fandt sted over telefonen.

På deres talrige møder aftalte salgsdirektørerne fra det norsk-svenske Wallenius Wilhelmsen Logistics (WWL), Japans tre største rederigrupper og sydamerikanske CSAV fragtpriser på personbiler, lastbiler og andre køretøjer som landbrugsmaskiner mellem Asien og Europa.

I seks år, fra oktober 2006 til september 2012, koordinerede de store transportører ikke blot priserne på fragten, men de fordelte også kunderne mellem sig i deres udveksling af de uhyre følsomme forretningsoplysninger, som kun medlemmer af et priskartel indvier hinanden i.

Ved at hæve priserne på komponenter eller transportomkostningerne for biler har kartellet ultimativt skadet den europæiske forbruger.

Margrethe Vestager, konkurrencekommissær, EU-Kommissionen.

For få dage siden afslørede EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager nogle af detaljerne i rederiernes mangeårige og ulovlige praksis, som efter seks års efterforskning af EU's konkurrencemyndighed endte onsdag i denne uge med en bøde på i alt 395 mio. euro eller 485 mio. dollars til de fire rederier.

"Rederierne aftalte af fastholde status quo i markedet og respektere hinandens traditionelle forretninger på bestemte ruter og forholdet til særlige kunder ved at byde ind med enten kunstigt høje priser, når producenter sendte kontrakter i udbud, eller ved slet ikke at byde overhovedet," fremgår det af noget af det baggrundmateriale, der ligger til grund for Magrethe Vestagers bøde.

Med afgørelsen synes der at være sat et endeligt punktum for de i dag angrende rederier i den særdeles omfattende kartelsag.

Konkurrencemyndigheder på tværs af kloden i bl.a. USA, Canada Japan, Kina og Australien, der har samarbejdet i opklaringen, har inden for de seneste år uddelt store bøder til kartelmedlemmerne for aftalte priser og deling af markedet mellem sig.

Rederiernes systematiske ulovligheder har ifølge EU-kommissionen haft konsekvenser for både bilimportører og forbrugerne.

Vestager ventes at slå hårdt ned på priskartel i fragt af biler

Alene i 2016 blev der importeret 3,4 mio. køretøjer fra lande uden for EU, mens medlemslandene eksporterede i alt 6,3 mio. køretøjer ud af EU. Næsten halvdelen af de mange millioner køretøjer blev fragtet af de rederier, der tidligere på ugen endnu en gang måtte bøde for fortidens synder.

margrethevestager.jpg

"Ved at hæve priserne på komponenter eller transportomkostningerne for biler har kartellet ultimativt skadet den europæiske forbruger og i alvorlig grad påvirket konkurrenceevnen i den europæiske bilindustri, der beskæftiger 12 mio. mennesker i EU," lød det fra Margrethe Vestager tidligere i denne uge.

Ét medlem gik fri

Paradoksalt slap et af kartellets medlemmer, japanske Mitsui OSK Lines (MOL), for en kæmpebøde i EU.

Rederiet afslørede reelt kartellets eksistens og den ulovlige praksis, da det tilbage i 2012 valgte at gå til bekendelse ved at fremsende en anmodning om frit lejde, en såkaldt immunity application, til EU-Kommissionen. Dermed undgik MOL en bøde på 203 mio. euro eller 250 mio. dollars.

Modsat opnåede de øvrige deltagere ikke immunitet og de to øvrige japanske rederigrupper, NYK og K Line, blev idømt bøder på henholdsvis 142 mio. euro og godt 39 mio. euro, mens Wallenius Wilhelmsen Logistics (WWL) og det tilknyttede selskab Eukor Car Carriers tilsammen fik den største bøde på godt 207 mio. euro.

Beklager dybt

"Mens jeg dybt beklager udfaldet af sagen, er vi glade for, at EU's efterforskning nu er afsluttet. WWL-gruppen er optaget af ærlig og fair forretningspraksis. Det er en uheldig del af vores fortid, og vi må sikre, det ikke kan ske igen," sagde Craig Jasienski, CEO i Wallenius Wilhelmsen Logistics, i en reaktion på bøden fra Bruxelles.

Mere kortfattet var K Line, der i en efterfølgende meddelelse understregede, at sagen tages alvorligt, og at rederiet har taget skridt til gennem bl.a. uddannelse af medarbejdere, at lignende lovovertrædelser ikke gentager sig.

Priskartellets langvarige og ulovlige adfærd på bilfragt var sidste år ved at få betydning for de tre japanske rederigruppers fusion af deres containeraktiviteter i det nye Ocean Network Express, ONE, verdens sjette største containerrederi.

Myndighederne i Sydafrika afviste i første omgang at godkende fusionen, da man frygtede koordinering og prisaftaler mellem rederierne og med henvisning til deres historiske adfærd i øvrigt.

De sydafrikanske myndigheder havde angiveligt medregnet transport af biler og andre køretøjer som en del af containerfusionen mellem MOL, NYK og K Line, hvilket ikke er tilfældet.

Kartelsag koster norsk shippingselskab milliarder

Wilhelmsens 2017 mærket af frasalg og opkøb

WWL's hensættelser til kartelsag vokser voldsomt

Forsiden lige nu

Hvor meget skal man snyde med svovl for at blive hængt ud offentligt?

Fra årsskiftet skal det være muligt at offentliggøre navne på rederier, der bliver taget i at overtræde svovlreglerne i danske farvande. Et lovforslag under behandling bliver taget godt imod af erhvervet. Læs her, hvor grel overskridelsen skal være, før man ender i gabestok.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere