Miljøministeren vil hænge svovlsyndere ud med navn

Det skal ikke længere være muligt at gemme sig for offentligheden, når et rederi overtræder svovlkravene i danske farvande.
I dag kan de danske myndigheder ikke offentliggøre navnene på de rederier, der tages i at snyde med udledningen af svovl. Men sådan skal det ikke være i fremtiden, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).
"Grænserne for indholdet af svovl i brændstoffet skal overholdes af alle. Det er godt for miljøet og menneskers sundhed, og det skaber lige konkurrencevilkår inden for skibsfarten. Det er vigtigt med et stærkt signal til dem, der bryder loven, om, at svovlsvineri ikke er acceptabelt," siger Esben Lunde Larsen.
Danmark har indtil videre anmeldt 21 rederier for at bryde loven og sejle på brændstof med mere end de tilladte 0,1 pct. svovl i. I alt har syv fået bøder. Det er lykkedes for ShippingWatch via aktindsigter i de lokale politikredse at sætte navn på tre af rederierne, der alle har betalt bøder på mellem 30.000 og 375.000 kr.
I fremtiden skal de danske myndigheder imidlertid kunne offentliggøre navnene, lyder det fra ministeren. Og derfor er Miljøstyrelsen i gang med at forberede et lovforslag, der skal fremsættes til oktober i år.
Når loven er vedtaget, har "myndighederne hjemmel til at offentliggøre navne på rederier, der afsløres i ikke at overholde svovlkravene i dansk farvand," fremgår det.
Afskrækkende effekt
Svovlkravene blev fra 2015 skærpet for Nordeuropa og Nordamerika, så der ikke må være mere end 0,1 pct. svovl i den røg, skibene sender ud. Siden har myndighederne i de lande, der ligger ud til miljøzonerne, de såkaldte ECA-zoner, arbejdet hårdt på at finde ud af, hvordan de sikrer sig, at skibene rent faktisk retter sig efter reglerne.
Det har især handlet om, hvordan de skibe, der ser stort på kravene og kan spare penge på at sejle på det traditionelle tunge og billigere brændstof, kan blive afsløret og straffet.
Bl.a. har de danske myndigheder sat en sniffer op på Storebæltsbroen, der kan "lugte svovl". Men ét er at fange dem, der overtræder reglerne, et andet er at få skibsfarten til at overholde reglerne.
Alt andet lige indånder danskerne faktisk mindre svovl end tidligere, når de trækker vejret.
Ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet er mængden af svovl i luften over Danmark mere end halveret i løbet af de seneste år. Og det glæder Esben Lunde Larsen:
"Det er glædeligt, at de skærpede svovlkrav har ført til renere luft, og det skyldes, at langt de fleste skibe overholder reglerne. Derfor skal det være muligt at offentliggøre de lovbrydende rederiers navne, så man som kunde har mulighed for at fravælge rederier, der ikke overholder reglerne. Det kan forhåbentligt have en afskrækkende effekt på de få rederier, som i dag overtræder reglerne," siger han i meddelelsen.
Splitter erhvervet
Danske Rederier har været stor fortaler for at offentliggøre navnene på de rederier, der overtræder reglerne. Og direktør Maria Skipper Schwenn er glad for udmeldingen fra ministeren.
"Det er noget, vi i Danske Rederier længe har arbejdet for, da det er utroligt vigtigt for erhvervet. Håndhævelsen af de omkostningstunge svovlkrav er altafgørende for at bevare en fair konkurrence mellem rederierne og samtidig få miljøgevinsten," siger hun til ShippingWatch.
"Det skal ikke være muligt at kunne konkurrere på at sejle på ulovligt brændstof. Vi vil gerne gøre det til et kommercielt spørgsmål, så kunderne kan fravælge de rederier, der ikke har overholdt svovlkravet."
Ifølge ShippingWatchs oplysninger tager alle i industrien ikke lige godt imod det kommende forslag. Nogle sætter spørgsmålstegn ved, om det virkelig er i offentlighedens interesse, og at der er en risiko for at hænge rederier ud, der har tanket det rigtige brændstof, men fået det forkerte leveret.
Det var blandt andet forklaringen fra det hollandske rederi MF Shipping Group, der i 2016 fik en bøde på 30.000 kr. for at sejle på brændstof med et svovlindhold på 0,12 pct. i dansk farvand.
Ifølge Maria Skipper Schwenn skal man huske på, at rederiernes navne bliver offentliggjort, fordi de har fået en bøde.
"Så det bygger på et juridisk grundlag. Dernæst har rederiet alle muligheder for at forklare, hvad der er foregået. Hvis man mener, man er blevet snydt af en bunkerleverandør, så får man mulighed for at forklare sig. Så det her er helt i orden. Man skal huske på, at bødestørrelserne indtil videre ikke svarer til den gevinst, man har haft ved at sejle på forkert brændstof," siger hun.
Med det danske træk, håber hun, at andre lande vil følge efter.
"Det sender et stærkt signal fra Danmark, som verdens største 6. største søfartsnation. Jeg håber, andre lande vil tage det til sig. Indtil videre har selve kontrollen og udstedelsen af bøder været i fokus, det her er næste skridt."
Status efter tre år med danske svovlkrav: Tre bøder er betalt
"Kunderne skal kunne se, om rederiet snyder"
Relaterede artikler:
"Kunderne skal kunne se, om rederiet snyder"
For abonnenter