Dansk officer skal til Afrikas Horn i kampen mod pirater

Forsvaret sender nu endnu en dansk stabsofficer til Bahrain, som skal være med i indsatsen mod pirateri ved Afrikas Horn.
Stabsofficeren bliver i første omgang udsendt til Bahrain - hvor hovedkvarteret for koalitionen Combined Maritime Forces (CMF) ligger - i en fire måneder lang periode, som efter planen varer frem til marts næste år.
Her kommer han til at indgå i den amerikansk-ledede koalition, hvor i alt 32 lande deltager, og som har sit hovedkvarter i Bahrain. CMF har i alt tre flådestyrker, og den danske officer bliver en del af den stab, som leder flådestyrken CMF 151.
"Han kommer til at være leder i efterretningselementet, hvor han får to mand under sig," oplyser premierløjtnant Morten Knak Kristensen fra operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando til ShippingWatch.
Forsvaret har i dag yderligere to officerer placeret i CMF-hovedkvarteret i Bahrain. Med tilgangen af en ny dansker er det ifølge Morten Knak Kristensen ikke planen på nuværende tidspunkt, at flere skal afsted, selvom Forsvaret løbende ser situationen an i området.
Besætning på containerskib bortført ud for Nigeria