ShippingWatch

Vale skal betale for skader efter mineulykke

Det brasilianske mineselskab Vale er blevet dømt til at betale for samtlige skader i forbindelse med den tragiske mineulykke i januar. Ulykken dræbte 248 personer og har haft store konsekvenser for tørlastmarkedet.

Foto: Douglas Magno / APF / AP / Ritzau Scanpix

Det store brasilianske mineselskab Vale må punge ud og betale for samtlige skader, efter at en af selskabets dæmninger kollapsede i januar.

Det har en brasiliansk domstol afgjort tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ulykken, der kostede mindst 248 personer livet, betegnes som en af de værste arbejdsulykker i Brasilien nogensinde.

Afgørelsen er truffet af dommer Elton Pupo Nogueira i den sydøstlige delstat Minas Gerais, hvor dæmningen kollapsede. Dommeren oplyser ikke det præcise beløb, Vale skal betale i erstatning.

Et beløb svarende til 2,89 milliarder dollar - eller 19 milliarder kroner - af Vales værdier er allerede indefrosset. Og det skal de fortsat være, afgør dommeren.

Han understreger, at ulykken udover de mange dødsfald også har skadet miljøet og den lokale økonomi. Dommeren tilføjer desuden, at Vale "ikke benægter sit ansvar for ulykken".

Dæmningen kollapsede den 25. januar nær byen Brumadinho. Kollapset betød, at 12 millioner kubikmeter slam strømmede ud på et område på 290 hektar.

Mindst 248 personer blev dræbt i ulykken. 22 andre er fortsat meldt savnet. Katastrofen fik de brasilianske myndigheder til at forbyde opstrømsdæmninger.

Ifølge Brasiliens nationale mineagentur skal alle dæmninger af den type være fjernet eller taget ud af drift inden august 2021.

Vale er "fuldstændigt forpligtet til retfærdigt og hurtigt at reparere de skader, som ulykken har påført familier, den lokale infrastruktur og miljøet".Det skriver mineselskabet i en pressemeddelelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Et brasiliansk regeringsudvalg anbefalede tidligere på måneden, at en række ansatte og chefer i Vale burde blive retsforfulgt i forbindelse med ulykken. Svaret fra Vale lød dengang, at selskabet "med al respekt er uenig" i anbefalingen.

Vale kan genoptage drift af brasiliansk mine

Så omfattende har mineulykken været for Vale

Brasillianske myndigheder lukker endnu en Vale-mine

Vale får indefrosset milliardbeløb efter dæmningskatastrofe

 

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere