ShippingWatch

Epic Gas barberede underskuddet i første kvartal

LPG-rederiet Epic Gas kom ud af årets første kvartal med et mindre underskud i et marked, der stadig kæmper med lave rater og overkapacitet. Større skibe og flere skrotningskandidater er godt nyt, hedder det i regnskabet.

Foto: Epic Gas

Overkapacitet og bundskrabende rater præger fortsat LPG markedet, hvor segmentets største spiller, Epic Gas, dog var i stand til at reducere sit underskud i årets første tre måneder.

Epic Gas lagde låg på første kvartal med et nettounderskud på 1,4 mio. dollars i forhold til et tab på 2,4 mio. dollars i samme periode sidste år, fremgår det af et kvartalsregnskab fra det Singapore-baserede selskab.

Omsætningen gik dog tilbage og landede på 32,2 mio. dollars mod 33,4 mio. dollars i første kvartal 2015.

Epic Gas tog levering på to nye skibe i kvartalet og har nu en samlet ordrebog på fem ejede skibe samt et enkelt chartret skib sat til levering. Og de større skibe skal være med til at bringe Epic Gas i plus for 2016, en tendens rederiet allerede noterede sig i det netop afsluttede kvartal.

"Vi ser fortsat en stigning i skibstørrelse mod vores større pressurized skibe for at optimere leveringer og udnyttelse samt for at imødekomme væksten i efterspørgslen," skriver Epic Gas i regnskabet.

Større skibe skal styrke bundlinje

CFO Uta Urbaniak-Sage beskrev i et interview med ShippingWatch tilbage i februar Epic Gas' nybygningsprogram som et vendepunkt for rederiets indtjening.

"Vi har bestilt syv nye skibe, hvoraf det første kommer i denne måned og det næste i marts. De er et nøk større end dem, vi har i dag, og det er en meget bevidst beslutning, fordi omkostningerne er stort set det samme, men indtjeningen er næsten det dobbelte. Så det vil helt klart bidrage positivt til vores bundlinje."

Epic Gas vurderer i det seneste regnskab, at omkring 20 skibe i den samlede LPG-flåde af 313 skibe er 25 år gamle eller ældre og dermed modne til skrotning, hvilket svarer til 6,4 pct. af flåden. Den ventede skrotning vil støtte op om efterspørgslen på de nye og større skibe, lød det fra finansdirektøren tilbage i februar:

"Markedet kræver større skibe i takt med, at handlerne også bliver større. Så vi har brug for en mere moderne flåde af høj kvalitet med lavere omkostninger. Og vi mener, at der er mere scrapping på vej af mindre skibe, da de mindre skibe af ældre dato er meget dyrere at drive og knapt tjener nok til at dække udgifterne i øjeblikket." sagde hun.

Epic Gas melder om stigende omsætning i svært 2015

Epic Gas går frem på jævnt faldende rater

Epic Gas tror på plus i 2016 trods historisk lave rater

Svage LPG-rater holder Epic Gas nede

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere