ShippingWatch

Norient Product Pool skal strømlines endnu mere

Der er behov for at strømline produktet i Norient Product Pool, så kunderne ikke får forskellig service, alt efter hvilket rederi i poolen, der leverer varen, mener direktør Søren Huscher.

Med forskellige deltagere i poolsamarbejdet Norient Product Pool (NPP) halter det af og til med at yde en ensartet service over for kunderne. Derfor strammer poolsamarbejdets administrerende direktør Søren Huscher nu op og forbedrer nogle af de situationer, hvor kunder oplever en forskellig behandling fra rederi til rederi.

Det fremgår af det seneste nummer af Nordens magasin, Norden News.

Her hedder det, "at NPP endnu ikke er i mål med hensyn til at uniformere serviceniveauet og tilgangen til løsning af udfordringer". Søren Husher siger endvidere til magasinet:

"Forhåbentlig oplever vores kunder allerede i dag en sådan ensartethed med hensyn til service og løsning af udfordringer. Men det er vores ambition i 2016 at blive endnu bedre til at koordinere vores samlede produkt til kunderne," siger han.

Bl.a. arbejdes der løbende med at aligne de interne processer i samarbejdet.

"Restriktioner og politikker hos de 2 poolpartnere og pooldeltagere er kommet væsentlig tættere på hinanden, efter at ledelsen har sat fornyet fokus på området," står der, idet der henvises til, at for eksempel de tekniske organisationer i de to rederier er blevet bedre til at vidensdele med hinanden og koordinere kommende tiltag.

Norient Product Pool er et 50/50 partnerskab mellem det cypriotiske rederi Interorient Navigation Company og D/S Norden. Blandt deltagerne i poolen finder man det amerikanske rederi Diamond S. Ved udgangen af 2015 havde poolen 91 skibe i produkttank.

Norden fik et minus på 285 millioner dollars for regnskabsåret 2015, overvejende på grund af den kriseramte tørlastindustri.

Nordens tankafdeling opnåede i 2015 et primært driftsresultat (EBIT) på 117 millioner dollars fra ejerskabet i NPP, det bedste i afdelingens historie.

Den økonomiske dis dækker for Jan Rindbos udsyn

Bestyrelsesmedlem i Norden stopper efter 31 år

Norden fik et minus i 2015 på 285 mio dollars

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere