ShippingWatch

BW Pacific etablerer kontor i København

Singapore-baserede BW Group, en af verdens største shippinggrupper, etablerer nu et større kontor i København for sit produkttankrederi BW Pacific, hvor danske Tina Revsbech inden længe starter som CEO.

Foto: Torm

Den store shippinggruppe BW Group, der har hovedsæde i Singapore, er i gang med at udvide den europæiske del af sin forretning i sit produkttankrederi, BW Pacific, som nu opretter et kontor i København med flere ansatte.

Rederiets ledelse er ved at sammensætte et nyt team af folk, der skal stå for chartering og operations, og som skal være med til at opbygge BW Pacifics relationer og brand, som det fremgår af en jobannonce på ShippingWatch. Hvor mange nye medarbejdere, det drejer sig om, fremgår ikke, men holdet vil blive ansat på rederiets "nye kontor i København", skriver BW Pacific.

Torm mister sin tankchef til Singapore-konkurrent

I marts kom det frem, at BW Group havde hentet Torms tankchef Tina Revsbech til at lede BW Pacific. Med stoppet i Torm fulgte en konkurrenceklausul, som angiveligt fortsat spiller ind, da Tina Revsbech endnu ikke er startet på posten og derfor ikke er i stand til at kommentere planerne. BW Groups ledelese ønsker heller ikke at fortælle yderligere om planerne for produkttankrederiet, oplyser man til ShippingWatch.

Dansker til tops i BW LPG

Inden for det seneste år er trådene mellem BW Group og det danske shippingmiljø blevet knyttet tæt, især efter at gruppen i juni sidste år hentede daværende Norden-CEO Carsten Mortensen som ny CEO for BW Group. Her afløste han Andreas Sohmen-Pao fra ejerfamilien, som i stedet er indtrådt i bestyrelsen for BW Group, hvor hans far, Helmut Sohmen, er formand. Carsten Mortensen har både kontor i Singapore og i København.

Siden da er flere danskere fulgt efter Carsten Mortensen. Martin Ackermann, der siden 2008 var CEO i Evergas, blev i marts måned i år udnævnt til CEO for BW LPG, der i dag er verdens største ejer af de helt store gasskibe, VLGC'erne, og som er børsnoteret i Oslo og har base i Singapore.

Etableringen af produkttankrederiet vil uden tvivl blive modtaget meget positivt både i den danske regering, der i årevis har arbejdet på at få flere rederier til at etablere sig i København og i den allerede væsentlige klynge af tankrederier i den danske hovedstad. Maersk Tankers, Torm og Norden er blot nogle af de kendte rederier inden for produkttank. Hertil kommer de mere kemikalietankorienterede rederier som Team Tankers og Nordic Tankers.

BW Pacific har i dag en flåde bestående af 21 LR1 og 22 MR produkttankskibe og er udpeget som en mulig børskandidat og kan derfor gå hen at få endnu flere muskler end i dag. BW Pacific oplever en ekstraordinær optur pga. den lave oliepris. Det samme gør supertankerne, som fragter råolie som aldrig før af samme grund. Og så alle gasskibene, som analytikere fortsat har meget store forventninger til, efterhånden som mere og mere olie skal skiftes ud med gas.

BW Group er en velpolstret gruppe, som ifølge kendere generelt har de midler, der skal til, for at sætte ressourcer bag den ekspansion, Carsten Mortensen skal stå i spidsen for. I nogle tilfælde er der tale om rederier, som f.eks. VLCC-delen, som familien ejer 100 procent. I andre tilfælde er der tale om delvist ejede rederier, som i BW Pacifics tilfælde, hvor Sohmen-Pao ejer 2/3, mens den resterende 1/3 ejes af den asiatiske investeringsfond PAG. Aftalen mellem de to er fra 2014.

BW Group har allerede etableret kontorer i Oslo, Houston, Mumbai og Beijing.

Carsten Mortensen klar til ekspansion i BW Group

Carsten Mortensen i BW Offshores bestyrelse

Sohmen-Pao: Shipping bør gå foran med CO2-afgift

 

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere