ShippingWatch

Kim Ullman forventer stærkt tankmarked i 2021 og 2022

På den lidt længere bane forventer Concordia Maritimes adm. direktør, Kim Ullman, at produkttankmarkedet vil bevæge sig ind i en tid med en sund balance, der kommer rederierne til gode, fortæller han til ShippingWatch.

Foto: PR/Concordia Maritime

2020 bliver et helt ekstraordinært år for produkttankindustrien, hvor foråret og frem for alt maj blev påvirket af det overbud af olie, der fik raterne på skibe til at nå usete højder for så at falde tilbage igen til helt andre og lave niveauer.

En kort og kunstig optur.

Sådan ser Concordia Maritimes CEO Kim Ullman det i alt fald.

I et interview med ShippingWatch efter rederiets halvårsresultat på godt 57 mio. svenske kroner betegner han de første seks måneder som noget, der ikke havde meget at gøre med de basale markedsforhold.

Den strukturelle forbedring af produkttankmarkedet indtraf allerede i slutningen af 2019, hvor rederierne kunne konstatere, at der langt om længe var ved at opstå en balance mellem udbud og efterspørgsel, som man havde ventet længe på.

Men det ændrede sig med coronakrisen og uenigheden i Opec+, og der vil sikkert gå nogle måneder før, man er tilbage til mere normale tilstande.

"Det vil nok være i tredje eller fjerde kvartal i år, men så tror jeg også, vi kan se frem til et par gode år med en sund balance," lyder vurderingen fra den svenske CEO.

100 mio tønder om dagen

Han tror på, at efterspørgslen på den ene side vil vende tilbage til de rundt regnet 100 mio. tønder om dagen, som den globale efterspørgsel lød på inden corona, samtidig med at ordrebogen på produkttank bredt set er omkring de 6 pct.

"Forbruget af olie vil gå op, det er allerede ved at ske, og vi er på vej mod de 95 mio. tønder olie om dagen. Samtidig er der ikke den store interesse i at bestille nye skibe lige nu", siger han.

I første halvår 2019 fik rederiet et tab på 37,4 mio. Andet kvartal sidste år gav et underskud på 39,2 mio. svenske kr., som nu er vendt til et plus på 28,3 mio. svenske kr.

Dermed lægger det svenske rederi sig i forlængelse af de øvrige produkttankrederier, der har præsenteret deres regnskaber. Italienske d'Amico fik et overskud på 15,6 mio. dollar mod et minus i andet kvartal 2019 på 18,8 mio. dollar.

Og Scorpio Tankers fik et overskud efter skat på 143,9 mio. dollar i årets andet kvartal mod et underskud på 29,7 mio. dollar i andet kvartal 2019.

Mandag kommer der regnskab fra Torm.

Corona-pandemien er "ekstremt bekymrende" for d'Amico

Concordia venter afdæmpet tankmarked i resten af 2020

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere