ShippingWatch

BW LPG vil øge antallet af skibe på to brændstoffer

BW LPG vil have flere skibe, der kan bruge LPG som brændstof. Det fremgår af regnskabet, hvor også fjerde kvartal viste markant fremgang.

Foto: PR/BW LPG

Gasrederiet BW LPG ser store fordele i, at skibene kan sejle på LPG i tillæg til den traditionelle skibsolie.

Derfor øger rederiet nu igen antallet af skibe til i alt 12 skibe, som over de kommende år skal udstyres med såkaldte dual-fuel-motorer, der netop muliggør brugen af LPG som brændstof.

Det kommer frem i årsregnskabet for 2019, hvor også fjerde kvartal viste en stærk udvikling for LPG-markedet sammenlignet med året før.

Senest har BW LPG i februar udnyttet optioner på levering og retrofit af yderligere otte dual-fuel-motorer.

"Med det har BW LPG forpligtet sig til at retrofitte 12 skibe med pionerende fremdrift-teknologi. Konverteringen for de første fire skibe vil begynde i 2020 og de næste otte i 2021," skriver BW LPG i regnskabet.

Stort plus i fjerde kvartal

Efter flere hårde år i LPG-markedet har især den sidste del af 2019 vist helt andre takter for rederne med de store gasskibe.

Det viste sig også at være tilfældet i fjerde kvartal, hvor BW LPG melder om gennemsnitlige VLGC-rater på 50.600 dollar og et nettooverskud på 153,8 mio. dollar, hvilket er en markant fremgang fra et tab på 34,1 mio. dollar på samme tidspunkt i 2018.

I fjerde kvartal har BW LPG desuden tilbageført tidligere nedskrivninger på flåden for 38 mio. dollar, da "den mæglerbaserede værdisætning af flåden steg".

Især udviklingen i årets to sidste kvartaler betyder, at BW LPG samlet set lander et overskud for året på 273,9 mio. dollar mod et tab på 72,4 mio. dollar i 2018.

Dermed er rederiet nu godt inde i det halvandet år lange opsving, som daværende topchef Martin Ackermann så for sig over for ShippingWatch, efter BW LPG havde præsenteret sine tal for tredje kvartal.

Ackermann og BW LPG gør klar til 18 måneders LPG-optur

Mange leveringer i første halvår

Når det kommer til 2020, melder BW LPG, at man fortsat ser positivt på fragtmarkedet, selvom der vil være et højt antal leveringer af nybygninger i halvåret.

Desuden har udbruddet af coronavirus ikke haft stor indvirkning på markedet, omend det skaber usikkerhed ifølge rederiet.

"Foreløbig har vi set begrænset indvirkning på LPG-raterne af udbruddet af COVID-19. Men den uforudsigelige udvikling af dette udbrud har givet mere usikkerhed med potentiale for påvirkning inden for kort tid på LPG-imoport til Kina og længerevarende påvirkning op LPG-produktion efter faldet i olie- og gaspriser," skriver rederiet i regnskabet.

Rateoptur sendte indtjening i vejret hos Avance Gas

Wärtsilä og BW LPG udvider aftale om retrofit af VLGC-skibe

BW LPG fordobler antallet af skibe der kan sejle på to brændstoffer

Martin Ackermann stopper som CEO i BW LPG

 

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere