ShippingWatch

Stort tankrederi offentliggør sin samlede CO2-udledning

Ardmore Shipping er begyndt at fremlægge tal, der går i detaljen om skibenes udledning af CO2. Målingerne vil fortsætte i fremtiden, selvom det endnu er "meget tidligt i processen" for shippingindustriens CO2-regnskaber, siger CEO Anthony Gurnee til ShippingWatch.

Anthony Gurnee er CEO for Ardmore, som for første gang har lagt tal frem for flådens udledning af CO2. Foto: PR/Ardmore Shipping

Et af verdens store shippingselskaber har indvilliget offentligheden i, hvor meget skibene udleder af CO2.

Der er tale om produkttankrederiet Ardmore Shipping med en flåde på 25 skibe, der ligesom konkurrenterne Torm, Norden og Hafnia fragter laster som benzin, diesel, gasolie og ethanol på sine skibe.

I sit seneste regnskab lagde rederiet tal frem for sin flådes udledning af CO2. Det sker i en tid, hvor erhvervslivets klimaaftryk bliver et stadigt større tema blandt investorer, organisationer og samfundet som helhed.

vi ønsker at arbejde sammen med industrien om at levere rapportering, som gør os i stand til at finde måder at forbedre offentliggørelse, forbrug og reduktion af udledninger.

Anthony Gurnee, CEO, Ardmore Shipping

Det er netop derfor, at rederiet ifølge topchef Anthony Gurnee har valgt at offentliggøre tallene, fortæller han til ShippingWatch.

"Det bliver et stadigt vigtigere emne ikke kun for industrien, men mere bredt i offentligheden, og det er noget, vi ønsker at engagere os og deltage i og tilføje en stemme," siger Anthony Gurnee til ShippingWatch.

Han uddyber, at rederiet fremover vil lægge sine tal frem på kvartalsbasis.

"Vi venter også på, at industrien og især IMO kommer op med bedre og mere detaljerede målinger, vi kan bruge," siger topchefen.

Han efterspørger bl.a. metoder, der kan gøre det nemmere at sammenligne forskellige skibstyper med hinanden. Eksempelvis store VLCC-tankskibe, der er væsentligt større end Ardmores skibe, der hovedsageligt udgøres af produkttankskibe i MR-klassen (medium range).

"Meget tidligt"

Det er dog stadig "meget tidligt i processen" for industrien at lægge deciderede CO2-regnskaber frem, understreger Anthony Gurnee.

Derfor kan det godt tænkes, at Ardmore med tiden kommer til at ændre sin fremgangsmetode for at afsløre udledningsniveauet.

"En af vores interesser i at starte så tidligt er at involvere os i dialogen og finde måder at forbedre rapporteringen. Måske ikke så meget i forhold til nøjagtigheden, men sammenligneligheden mellem forskellige skibstyper og detaljeniveauet omkring sejlads og lastetyper," siger han.

Ifølge Ardmores tal udledte flåden 209.165 ton i de første seks måneder af 2019. Her fremgår i øvrigt ikke sammenlignelige tal for andre år. Flåden dækker over 25 produkttankskibe, hvor de mindste er på 25.000 dwt. og hovedparten er på 50.000 dwt.

 

Udklip fra Ardmores halvårsregnskab fremlagt 31. juli. Kilde: Ardmore

 

Blandt flere iagttagere af shippingindustriens klimaudtryk er det positivt, at et rederi som Ardmore nu lægger tal frem.

Reaktionen er dog også, at de konkrete tal ikke nødvendigvis giver et tilstrækkeligt billede, da de ikke giver indblik i udledningen for forskellige skibsstørrelser eller typer, og der ikke er sammenlignelige tal at forholde sig til.

Det kan samtidig være svært at udlede noget konkret fra de samlede udledninger, da det er afhængigt af faktorer som, om flåden af skibe bliver reduceret eller forøget i fremtiden.

Hos ngo'en Transport & Environment mener shipping programme manager Faig Abbasov desuden, at der er brug for at komme oplysninger frem om, hvilken type brændstof skibene sejler på.

"Desuden kan det, der udgør en god eller dårlig præstation udelukkende afsløres i en komparativ analyse," siger han.

Vil fremlægge flere detaljer

Hos Ardmore betegner Anthony Gurnee feedbacken som "valide pointer".

"Vi lytter til alles input, og vi ønsker at arbejde sammen med industrien om at levere rapportering, som gør os i stand til at finde måder at forbedre offentliggørelse, forbrug og reduktion af udledninger," siger han.

Det er svært at få nogen mening ud af dataen for øjeblikket.

Anthony Gurnee

"Det her er første kvartal, vi rapporterer, og jeg er sikker på, at vi vil udvikle flere detaljer, som vi kommer videre. På samme tid rapporterer vi ved at bruge den metode, som IMO har fastlagt. Hvis vi alle bruger forskellige metoder, vil det gøre tingene endnu værre."

Han medgiver samtidig, at tallet for de samlede udledninger er afhængigt af flere faktorer og kan ændre sig både op og ned i fremtiden.

"Som vores flåde vokser og reduceres, hvilken den har over de sidste få år, og vores ruter ændrer sig hvert kvartal, kommer tallet for udledninger til at hoppe rundt, og fordi der ikke er nogen måde at sammenligne det på, er det svært at få nogen mening ud af dataen for øjeblikket," siger Anthony Gurnee.

Ardmore Shipping drives fra Irland, mens rederiets er registreret i Bermuda.

Ardmore fortsætter med at tabe penge

Scorpio Tankers overtager produkttankflåde fra Trafigura

Klimakrav til skibsfarten kan sætte sikkerheden på spil

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere