ShippingWatch

Frontline dropper køb af flere Trafigura-skibe: Fokus er på supertankere

Det norske tankrederi Frontline, som kontrolleres af John Fredriksen, udnytter ikke mulighed for at købe fire skibe mere af Trafigura. I stedet er fokus på at øge flåden af VLCC'ere. Fredriksen har for nylig fortalt, at rederiet ligger i forhandlinger om at købe en større flåde af VLCC-skibe.

Robert Hvide Macleod, adm. direktør i Frontline. Foto: Frontline / PR

John Frederiksens Frontline udnytter ikke en mulighed for at købe yderligere fire Suezmax-skibe fra Trafigura.

For få uger siden indgik parterne en aftale om, at Frontline køber 10 suezmax tankskibe, der alle er bygget i 2019 og har fået installeret scrubbere, af Trafigura. Som en del af aftalen fik Frontline en option på at købe yderligere skibe.

Men den mulighed har Frontline valgt ikke at udnytte, skriver selskabet i en meddelelse.

"Vi har tilføjet betydelig skala gennem vores køb af ti Suezmax-tankskibe fra Trafigura og er tilfredse med vores eksponering mod den aktivklasse. Vi er glade for at se, at tankmarkedet er i bedring, og indtjeningen øges i alle vores segmenter," udtaler Robert Hvide Macleod, adm. direktør i Frontline, i meddelelsen.

Kort tid efter aftalen med Trafigura fortalte John Fredriksen, at Frontlige ligger i forhandlinger om at købe en større flåde af VLCC-skibe. Efter flere mislykkede forsøg på at føje flere supertankere til Frontlines flåde, er han nu fast besluttet på at opsluge en konkurrent.

Ønsket om at vokse i markedet for VLCC'ere er også grunden til, at Frontline ikke udnytter muligheden for at købe fire Suezmax-skibe mere af Trafigura.

"Vores hovedfokus er på VLCC'ere, hvor vi vil forsøge at få mere eksponering," udtaler Robert Hvide Macleod.

Tidligere har investeringsbanken ABG Sundal Collier udpeget Hunter Group, som kontrolleres af den norske rigmand Arne Fredly, som et oplagt opkøbsmål for Frontline på grund af rederiets ordrebog på otte topmoderne VLCC-skibe med scrubbere. Samtidig hæfter Dagens Næringsliv sig ved, at Arne Fredly og John Fredriksen kender hinanden privat, og at Fredly flere gange har deltaget i Fredriksens årlige julefrokost på Theatercafeen i Oslo.

Fredriksen-selskab køber skibe af Fredlys Hunter

John Fredriksen leder efter arvtagere til flere af sine selskaber

Her er de oplagte opkøbsmål for Frontline

Frontline laver stort skibskøb hos Trafigura

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere