ShippingWatch

BW Group køber op og ejer nu knap halvdelen af Hafnia Tankers

BW Group med Carsten Mortensen i spidsen har indgået en aftale om at øge sit ejerskab i Hafnia Tankers markant og bliver ny storaktionær i det danske produkttankrederi.

Hafnia Tankers har fået en ny storejer med shippinggruppen BW Group, der har købt op i det danske tankrederi.

BW Group har indgået en aftale om at købe 36,3 pct. af aktierne i Hafnia Tankers og sammen med nylige opkøb fra andre aktionærer ejer BW Group nu 43,5 pct. af Hafnia Tankers.

Det oplyser den Singapore-baserede gruppe i en meddelelse. Størstedelen af de 36,3 pct. stammer fra BTS, der er et samarbejde mellem fonde under Blackstone, Tufton Oceanic og Hartmann, samt fra særlige Blacktone-fonde, fremgår det.

"BW Group er glad for at overtage aktieposten i Hafnia Tankers, der har en stærk operationel platform og en kvalitetsflåde," siger Carsten Mortensen, CEO for BW Group, i en meddelelse.

"Vi ser frem til at diskutere den fremtidige strategi med de andre aktionærer. Vi ser et godt kulturelt match mellem organisationerne ligesom muligheden for at integrere flåderne yderligere og give endnu bedre service til kunderne i markedet for produkttank," siger han.

Brug for konsolidering

Opkøbet kommer i et marked for produkttank, hvor mange i flere år har talt for netop behovet for konsolidering, og hvor den store bølge indtil videre er udeblevet.

I maj 2017 tog Scorpio Tankers det første træk, da rederiet købte konkurrenten Navig8 i en handel, som af flere blev spået til at være startskuddet til et regulært opkøbsræs i produkttank. Sådan er det imidlertid ikke gået. Men med BW Groups nye ejerskab i Hafnia Tankers synes der at være mere bevægelse på den front igen.

BW Group er selv aktiv i produkttank med rederiet BW Tankers, der ejer og opererer en flåde på 55 produkttankskibe i flere segmenter inklusiv nybygninger. Hafnia Tankers ejer og driver en flåde på 47 skibe med fire nybygninger på vej.

Selv har Mikael Skov, CEO for Hafnia Tankers, ikke lagt skjul på, at også han er fortaler for en konsolidering.

"Jeg tror, at man vil se mere aktivitet på konsolideringsfronten, når børsmarkederne prisfastsætter noterede rederier lidt bedre, og vi får lidt bedre fragtmarkeder," sagde han for nylig til ShippingWatch.

Ikke kun på tank er BW Group aktiv på konsolideringssiden. Den seneste måned har gruppens gasrederi BW LPG forsøgt at overtale konkurrenten Dorian til at sælge ud og blive en del af verdens største spiller på de helt store gasskibe. Indtil videre har Dorian dog hårdnakket afvist tilbudet.

For halvandet år siden lykkedes det BW LPG at overtage det norske gasrederi Aurora. Her begyndte overtagelsen med et opkøb i aktierne.

Hvem blinker først i produkttank?

Martin Ackermann i milliard-satsning på globalt gasmarked

Ardmores topchef går imod konkurrenters opkøbsiver

Forsiden lige nu

Afskibere revser containerredernes nye bunkertillæg

Flere afskibere kritiserer containerredernes nye brændstoftillæg, der skal modsvare milliardudfordringen med svovlreglerne fra 2020. Historisk set bliver afskiberne naturligt mistænkelige, når rederier kalder en afgift for fair og gennemskuelig, lyder kritikken.

Sådan skal Maersk Supply Service tjene penge i fremtiden

2018 er det hårdeste år for olie- og gasbranchen, siden olieprisens dyk i 2014. Sådan lyder det fra Maersk Supply Service, hvor en betydeligt større del af rederiets indtægter skal komme fra nye forretningsområder allerede i 2020. Strategichef Jonas Agerskov udpeger fire centrale områder over for ShippingWatch.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere