ShippingWatch

DHT satser stort på scrubbere til 12 tankskibe: "Vi er velforberedte"

Det store tankrederi DHT Holdings har besluttet at satse på scrubbere som svar på de kommende svovlkrav. Selskabet har indgået aftale med en skandinavisk leverandør om scrubbere til 12 VLCC'ere.

Foto: DHT Holdings

Endnu et større rederi har nu valgt scrubbere som løsningen på de kommende svovlkrav.

Et af verdens største tankrederier DHT Holdings oplyser tirsdag, at det har besluttet at installere scrubbere på 12 af sine VLCC-skibe.

Rederiet har allerede bestilt scrubbere til to nybygninger, og dermed vil DHT snart have scrubbere på 14 af sine skibe.

De globale svovlregler fra IMO træder i kraft 1. januar 2020 og betyder, at skibe enten skal sejle med lavsvovlholdig brændstof eller have installeret scrubbere, som gør det muligt at rense røgen.

Det har sat gang i en heftig debat i shippingindustrien, hvor rederierne længe har diskuteret, hvilken løsning der er den bedste. Nu har DHT så valgt at satse på at rense røgen på foreløbigt 14 skibe fremfor kun at sejle på lavsvovlholdig brændstof.

"Vi ser på de kommende svovlkrav fra IMO som en mulighed for DHT frem for en trussel. Vi er velforberedte, og vi er meget glade for det veltimede projekt, vi har sat i søen. Projektet kan potentielt skabe super-profit for de nævnte skibe og booste den allerede markante operationelle fordel for DHT," lyder det i en pressemeddelelse.

Det bliver svenske Alfa Laval, som kommer til at levere scrubber-systemerne til de 12 skibe. DHT har desuden indgået en aftale med et værft, som betyder, at de vil blive installeret i løbet af 2019.

DHT's udmelding kommer på et tidspunkt, hvor flere rederier er begyndt at vælge scrubbere.

Emnet blev desuden vendt på den netop overståede Marine Money-konference i New York, hvor en række skibsejere påpegede, at det kan blive en konkurrencefordel at vælge teknologien.

Det skyldes, at afskiberne muligvis vil foretrække rederier med scrubbere, fordi det kan betyde, at de slipper for at skulle betale en højere fragtpris for de skibe, som skal sejle på den formentlig dyrere lavsvovlholdige bunkerolie.

Det er dog ikke alle, som er overbeviste om teknologien. Verdens største containerrederi, Maersk Line, vil ikke bruge scrubbere.

Frontline køber sig ind i scrubberproducent

Scorpio Tankers: Ingen overbevisende argumenter for scrubbere

Deutsche Bank ser fordele i Star Bulks store miljøinvestering

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere