ShippingWatch

Torm: Udviklingen på tankmarkedet bekræfter børsnotering

En "interessant udvikling" på tankmarkedet i tredje kvartal er en væsentlig grund til, at Torm nu går på børsen i New York, oplyser rederiet til ShippingWatch. Spørgsmålet er, om børsmarkedet er enigt.

Tankrederiet Torm vil ikke vente længere og anser lige nu som det bedste tidspunkt at gå efter en børsnotering på Nasdaq i New York.

Det her giver os en eksponering overfor de investorer i USA, vi gerne vil ramme.

Christian Mens, head of investor relations, Torm
Sådan lyder det fra Christian Mens, rederiets head of investor relations, communications & treasury, til ShippingWatch i kølvandet på onsdagens nyhed om, at Torm nu ansøger om en amerikansk børsnotering.

En meddelelse, rederiet lagde ud umiddelbart efter, at regnskabet for tredje kvartal blev fremlagt.

Onsdag formiddag har det ikke været muligt at få en kommentar fra hverken rederiets daglige ledelse eller bestyrelsesformand til beskeden fra Torm. Men Christian Mens forklarer om beslutningen:

"Vi vil simpelthen se at komme ud over stepperne. Man kan sige, at vi måske skulle have gjort det for nogle måneder siden, men nu gør vi det i hvert fald. Vi er glade for at få det gjort, vi synes, at det er langt bedre end at sidde med hænderne i skødet og vente på, at stjernerne måske falder på linje. Det her giver os en eksponering over for de investorer i USA, vi gerne vil ramme."

Han uddyber, at ansøgningen er et vigtigt skridt i den rigtige retning for Torm, og at en børsnotering i USA vil skabe opmærksomhed over for den større investorbase i USA.

Senere i dag vil Torm indlevere ansøgningen – den såkaldte Form 20F – om noteringen til US Securities and Exchange Commission i New York. Derfra vil der gå 15 dage, før aktien kan handles, og den første handelsdag kan derfor blive omkring starten af december, lyder forventningen hos Torm.

Bliver ansøgningen godkendt, vil Torm dermed blive dobbeltnoteret, idet at rederiet allerede er børsnoteret i København.

"Interessant udvikling"

Torm kom ud af tredje kvartal med et underskud efter skat på 4,2 mio. dollars i en periode, hvor rederiets skibe gennemsnitligt sejlede til rater på 14.290 dollars om dagen. I kvartalet var blandt andet orkanen Harvey og en global reduktion af olielagrene med til at give en bedring i markedet, lød det fra Torm, hvor omsætningen denne gang endte på præcist samme niveau som i samme periode sidste år på 155,8 mio. dollars.

Vi er åbne overfor alle konsolideringsmuligheder og at vokse på forskellige måder. Så det er vi stadig interesserede i.”

Christian Mens, Torm
Er tankmarkedet godt nok lige nu til at gå det her skridt med en børsnotering i USA?

"I tredje kvartal har vi set en rigtig interessant udvikling. Det marked, som vi går ind i, er spændende. Der er traditionelt et stærkere vintermarked, og det er på basis af et marked, hvor lagrene er normaliseret, så vi synes, det ser meget bedre ud nu end længe," siger Christian Mens og fortsætter:

"Det betyder ikke, at det er helt i skyerne, og vi kan se ind rater på 25.000-30.000 dollars om dagen, men vi tror, at fjerde kvartal bliver bedre end tredje."

Er Torm i sin nuværende form stor og interessant nok for investorer i USA?

"Det synes vi absolut, men som vi hele tiden har sagt, er vi åbne over for alle konsolideringsmuligheder og at vokse på forskellige måder. Så det er vi stadig interesserede i."

Timingen kan vise sig at være god

Ligesom Torm aner bedring i produkttankmarkedet, så bekræfter flere iagttagere i markedet samme syn over for ShippingWatch. I alt fald på lidt længere sigt.

Heriblandt aktieanalytiker Frans Høyer hos Jyske Bank, der dækker Torm-aktien. Han vurderer, at et godt tidspunkt for en børsnotering ligger, når der er taget hul på opsvinget i markedet, "men at det er sin begyndelse, så der stadig er noget tilbage til den næste investor."

Ifølge analytikeren og flere markedsdeltagere, ShippingWatch har talt med, er det ikke mindst i det lys, man skal se Torms beslutning.

”Det her er et cyklisk marked, og når først der er et recovery i stand, er der ikke meget ide i at eje denne type aktier i modsætning til, når det ser sort ud, og markedskræfterne så småt begynder at fungere med få bestillinger af nye skibe og en stabilisering af olieproduktlagrene, som nu er faldet til et femårs lavpunkt,” siger Frans Høyer og fortsætter:

”Nu kommer vi så ind i vinterperioden, stigende forbrug af olieprodukter og – med stabile lagre – et opsving i importen af olieprodukter og dermed produkttankskibe. Så det synes jeg, er et godt tidspunkt at købe aktien på, så det gælder altså ikke om at købe aktien, når indtjeningen er god, for så er aktien allerede løbet.”

Er Torms nuværende størrelse og form et problem i USA?

”Jeg vil mene, at det var bedre, hvis du havde en mere likvid og større aktie at komme med, og derfor havde jeg også inde på nethinden, at der kunne ske en eller anden form integration af et eller flere af de danske produkttankrederier,” siger Frans Høyer til ShippingWatch.

Ligesom Torm åbent har luftet tankerne om en børsnotering de seneste par år, så har flere af konkurrenterne haft samme overvejelser. Blandt andet Hafnia Tankers samt BW Pacific med den tidligere Torm-chef Tina Revsbech som CEO, som forsøgte sig med en børsnotering for nogle år siden, men som måtte slå bremserne hårdt i.

Ovenpå meldingen fra Torm har ShippingWatch forsøgt at få en kommentar fra Tina Revsbech, som dog ikke har været mulig at træffe, ligesom redaktionen forsøger at få en kommentar fra Hafnia Tankers CEO, Mikael Skov.

På de amerikanske børser er andre tankrederier som blandt andet Scorpio Tankers og Ardmore allerede noteret.

Torm ansøger om børsnotering i New York 

Torm får mindre underskud i tredje kvartal

Tankrederierne kan blive ramt af oliehøjdepunkt før end ventet

Stigende driftsudgifter giver røde tal hos Ardmore 

Mere fra ShippingWatch

Maersk venter snart at præsentere rapport om overgreb på skib

Maersk har færdiggjort undersøgelsen af det mulige seksuelle overgreb på et kvindelig besætningsmedlem, hvor fem søofficerer efterfølgende blev suspenderet. Rapporten ventes at blive lagt frem i slutningen af januar, siger Maersk til ShippingWatch.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs