Hapag-Lloyd er verdens fjerdestørste spiller på transport af reefercontainere, og den position vil rederiet nu styrke med en ny investering i 6.000 kølecontainere svarende til en kapacitet på i alt 12.000 teu. Det skriver rederiet i en pressemeddelelse.
De 6.000 containere er en investering på et tocifret millionbeløb i euro.
"Med vores styrkede reeferflåde er vi ideelt positioneret for den latinamerikanske handel, hvilket er en vigtig del af reeferforretningen - lige tids nok til åbningen af den udvidede Panama-Kanal næste år," siger Rolf Habben Jansen, CEO i Hapag-Lloyd, i meddelelsen.
Tidligere på året bestilte Hapag-Lloyd fem nye reeferskibe, der hver kan have 2.100 reefercontainere ombord, og som skal indsluses i flåden i løbet af de kommende år og sejle på rederiets sydamerikanske ruter.
Hapag-Lloyd har været økonomisk presset i de senere år, og fusionen med chilenske CSAV, der gik igennem i 2014, spås af analytikerne ikke at kunne redde rederiet fra underskud fremover trods bedre resultater i begyndelsen af året. Det skyldes blandt andet det sydamerikanske marked, skrev Alphaliner for få uger siden.
"Mens Hapag-Lloyd afleverede en nettoindtjening i første kvartal på 144 millioner dollars på baggrund af lavere omkostninger til brændstof, så kommer indtjeningen i selskabet under betydeligt pres på grund af faldende fragtrater og lavere volumenvækst i nøglemarkederne i Europa og Sydamerika. Selskabet forventes at offentliggøre en betydeligt lavere indtjening, når det offentliggør sine resultater for andet kvartal 26. august."
Habben Jansen lander overskud i Hapag-Lloyd
Hapag-Lloyd bestiller fem containerskibe
SeaIntel Consulting: Hapag-Lloyd står foran kæmpe udfordring